En lille dokumentar om nummeret Skyggen fortæller også historien om bandet
Da Johan Kruse, Lin Høgh Rosenbeck og Andreas Ledet under deres ophold på Klejtrup Musikefterskole i foråret 2010 skulle lave et afslutningsprojekt, havde de ikke en jordisk chance for at vide, hvad udfordringen reelt blev startskuddet til. Ikke desto mindre udmøntede trioens arbejde sig i et særdeles vellykket projekt, der er at betragte som en helt central brik i dannelsen af Navneløs. Du kan nu se en minidokumentar om skabelsen af bandet her forneden.
I år udkom så deres debutalbum "Værk" til en flot fire stjerners anmeldelse i GAFFA. Rune Schlosser skrev: "Der er få steder, hvor gruppen bliver en smule for stillestående, eller hvor de store lydbilleder dominerer lidt for meget. Men grundlæggende er Værk virkelig ambitiøst bygget op som netop det, titlen antyder. Det giver en beroligende effekt, og Navneløs tager os med til et sted, hvor der er ro til at nyde udsigten, lader den bundfælde, men uden nødvendigvis at lade sig dvæle for meget – de fortsætter deres færd."
"Skyggen" er et nummer, der ofte har lukket Navneløs' koncerter, og det spiller da også en central rolle i bandets historie. Se bandet fortælle her forneden i film:
Navneløs from Ida Dorthea on Vimeo.