Raske Penge inviterer Klumben med på ny single, der uden varsel er kommet i dag
Det er søndag i påsken. Himlen er klar og blå, temperaturen presser sig forsigtigt op mod de 17 grader, og græsset udenfor er så indbydende grønt, at man lokkes til at sætte sig på det. Hvordan fejrer man det bedst? Jo, man gør da som Raske Penge og smider en ny single på gaden, der fejrer, at vinterens tristesse næsten er forbi. "FRIDAG!" hedder den nye single, og du kan se den her forneden.
"FRIDAG!" er sat til officielt at udkomme i morgen, men Rasmus Poulsen, der gemmer sig bag Raske Penge, er så betaget af weekendens gode vejr, at han allerede i dag har lagt den op på sin Facebookprofil uden varsel. Som han synger på det sommerlige track, ved han, at sommeren bliver god i år, og hvorfor ikke fejre sådan forudanelse med vennen Klumben, som da også medvirker. Klumben & Raske Penge har været nogle af de mest succesfulde navne i de sidste par års danske dancehall-bølge og har givet masser af koncerter. Det understreger "FRIDAG!" meget godt, den smager måske ikke af "Faxe Kondi", men den smager til gengæld af sommerhit.
Raske Penge udgav i december sidste år ep'en "Yndlingsstof". Den var et blik indad, domineret af en skæv tilgang til fængende historie, konkluderede GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stæhr. Hun kvitterede med fire stjerner i sin anmeldelse under overskriften: "Stop op og lyt. Det er ikke sikkert, det ender, som du tror."
Find sommerhumøret frem og se musikvideoen til "FRIDAG!" her: