Nyhed

10 anbefalinger til Aarhus Festuge

Festugen sætter et smil på Aarhus by, og i den anledning har GAFFA kigget programmet igennem for 10 musikalske højdepunkter

I dag begynder Aarhus Festuge. Smilets By kan se frem til at summe af liv over de følgende dage, som kommer til at bugne af kulturelle tilbud.

GAFFA har kigget lidt på programmet og kommer her med en anbefaling af en række musikalske højdepunkter. Er det musik, du mangler, er der noget at hente her.

TV-2 + Thomas Helmig, Mindeparken, fredag den 29. august, klokken 18.45


I 2012 var én af Aarhus Festuges største successer fælleskoncerterne med Steffen Brandt og Thomas Helmig på Aarhus Rådhus. 2.000 heldige fik billet til de tre koncerter, men der kunne ifølge festugen snildt være solgt det dobbelte af det dobbelte og mere til. Det er derfor med stor glæde, at Aarhus Festuge igen kan præsentere de to herrer - denne gang i spidsen for hver sit orkester, hvor de sørger for musik til Festugens 50 års fødselsdagsfest.

Mads Björn, Stardyst, fredag den 29. august, klokken 19.00

Oplev  sangeren, sangskriveren og multi-instrumentalisten Mads Björn i intime rammer. Han udgav i år sit andet album, "How To Giggle And Give In", til en flot fem stjerners anmeldelse i GAFFA. Anmelder Rune Schlosser skrev: "Baz Luhrmann sagde engang, at man skulle huske at danse hele livet igennem – også selvom det var for sig selv i sin egen stue. På langt størstedelen af How To Giggle An Give In måtte denne anmelder give efter."

Treefight For Sunlight, Radar, fredag den 29. august, klokken 20.00


Treefight For Sunlight udgav deres andet album, "Pizza", i starten af april måned. Det fulgte op på debuten "A Collection Of Vibrations For Your Skull" fra 2010 og er indtil videre blevet mindst lige så godt modtaget som debuten - ikke mindst i GAFFA. Her var Pelle Sonne Lohmann imponeret over udspillets dybdedimension og kvitterede efterfølgende med fire stjerner i sin anmeldelse. Han skrev:

"Pizza rummer ikke et eneste nummer, der tilnærmelsesvist har samme åbenlyse hitpotentiale som nogle af de ekstremt iørefaldende numre, man fandt på A Collection Of Vibrations For Your Skull, men så emmer værket til gengæld af en gennemført dybde. I den forstand er der alligevel tale om to skiver med vidt forskellige kvaliteter, og det er interessant, nu Treefight For Sunlight ellers i vid udstrækning trækker på de samme dyder som sidst."

The Boy That Got Away, CANblau Scenen, fredag den 29. august, klokken 20.35


Det aarhusianske rockorkester The Boy That Got Away, bestående af Tim Alvin Boström (vokal/guitar), Matias Bager (bas) og Casper Simonsen (trommer), har i de senere år haft så travlt på live-fronten, at det efter sigende har været svært for dem at skrive nyt materiale. For de danske rockfans, der er bekendt med den melodiske trio, er der dog nu gode nyheder, da deres debutalbum er på trapperne. De gæster for første gang CANblaue Scenen.

Bo Kaspers Orkester, Train, fredag den 29. august, klokken 21.30

Orkestret har forsynet fans og publikum med god musik siden debuten i 1993, og mon ikke man kan regne med genhør af hits og evergreens som "Köpenhamn", "Vi kommer aldrig att dö", "I samma bil", "Hon är så söt" og "Dansa på min grav". Dermed har svenskerne vundet en særlig plads i mange danske hjerter med deres charmerende blanding af pop, jazz og bossanova. Det har også gjort kvartetten til et af Nordens mest populære livebands og bedst sælgende artister.


Bo Kaspers seneste udspil er "Du Borde Tycka Om Mig" fra 2012, som er produceret af Christian Walz, der, udover at være ophavsmand til storhittet "Wonderchild" fra 2004, også har produceret den populære sangerinde Veronica Maggios "Satan I Gatan". GAFFAs Jan Opstrup Poulsen fik evigt solskin i øjnene af udspillet og kvitterede med fire stjerner (små sole). Han skrev:

"På Du Borde Tycka Om Mig er det mest den let distancerede og underspillede sangskriver, der klæder sine længselsfulde sange med lidt latin og bossa nova og rammer sin helt egen tone af melodisk ubekymrethed."

Smells Like Teens, Voxhall, lørdag den 30. august (+ 3.,4.,5. og 6. september)


Smells Like Teens er Aarhus Festuges alkoholfrie minifestival kun for de 13-17-årige. Her kan de unge opleve blandt andet Julias Moon, Dúné, Ukendt Kunstner og Go Go Berlin. 

Lise Westzynthius, Kvindemuseet, lørdag den 30. august, klokken 14.00

Det er to år siden, at Westzynthius sidst sendte et album på gaden. Det var til gengæld et rent pletskud! GAFFAs Pelle Sonne Lohmann tog varmt imod "Tæt På En Kold Favn" og kvitterede med fem stjerner. Han skrev: "Genkomsten er der god grund til at glæde sig over, for Westzynthius, der som noget nyt manøvrerer rundt i et dansksproget tekstunivers, fremstår vanligt spændende på nærværende udgivelse, der byder kvinden at operere med såvel tyst dragende som hidsigt dunkende udtryk."

Tegn på Trio, Atlas, mandag den 1. september, onsdag den 3. september og fredag den 5. september, klokken 20.00


Årets Trio-program på Atlas følger op på sidste års Tegn på Trio-serie, der udviklede sig til tre uforglemmelige aftner og respons af den bedste slags. Festugen har igen specialsammensat en trio af internationale musikere alle med et imponerende synderegister. De optræder med en række store danske og internationale stemmer, der tør sætte sig selv og deres evner i spil, og alle har noget at have det i. Du får ni små koncerter fordelt over tre dage. Alt går altså op i tre, når årets same but different trio spiller mandag, onsdag og lørdag.
Trioen består af argentinske Diego Schissi, svenske Gustaf Ljunggren og canadiske David Piltch. Blandt solisterne finder man blandt andet John Grant (billedet), Emiliana Torrini, Ölof Arnalds, Broken Twin, Teitur, Jesca Hoops og Jenny Wilson.

The Cabin Project + Niels Frahm, Aarhus Teater, tirsdag den 2. september, klokken 20.00

Lige siden teenageårene har sangerinderne Marie Fisker og Kira Skov overvejet et fælles projekt. Det er dog først i år, at bestræbelserne langt om længe bærer frugt og munder ud i konstellationen The Cabin Project. I foråret 2013 drog de til Canada for at isolere sig i en hytte dybt inde i de canadiske skove. Her tilbragte de ni dage med guitaristen Oliver Hoiness og multi-instrumentalisten Ned Ferm og indspillede en plade med den legendariske tekniker og producer Mark Howard. Resultatet er blevet en dyb, rå og besjælet plade med rødder i klassisk singer-song-writing á la Leonard Cohen, tilført et legende og fremadskuende vovemod. De har dagen forinden sendt deres debutalbum på gaden.

Komponist Nils Frahm, med base i Berlin, har opbygget et sikkert ry for sine intime, intense klaveroptagelser. De afslører dog kun et fragment af, hvad man kan forvente sig af en Nils Frahm-koncert. Frahms hjerte ligger hos improvisation, der er løst baseret på hans velkendte melodier. Frahm er blevet kendt for sin ukonventionelle tilgang til musikken, hvor han overskrider musikalske grænser. Hans liveoptrædener viser en kombination af klassiske klavermotiver og tunge synthesizer-lyde. 

Ujazz, Atlas, fredag den 5. september, klokken 15.00


Ujazz er en anderledes jazzoplevelse med plads til kreative impulser og nysgerrige ører. Nye musikalske veje afsøges, når danske og internationale musikere mødes på scenen til endagsfestivalen Ujazz. Anerkendte solister og etablerede grupper skaber store kunstneriske øjeblikke, friske konstellationer og eksperimenterende kompositioner forfører og overrasker publikum. På én og samme tid vender Ujazz tilbage til jazzens rødder og skaber noget helt nyt. Essensen i jazz er improvisation og musikalsk fornyelse, og det er, hvad man får, når Ujazz kombinerer jazz med alt fra elctronica til tango.

Du kan se hele programmet for Aarhus Festuge her.

ANNONCE