Nyhed

Se Catch The Breezes fjerde video i rækken

Det er gået stærkt for Catch The Breeze siden offentliggørelsen af projektet tilbage i februar. Endnu en musikvideo er nu klar.

Catch the Breeze er et nyt alternativ rock-band, der består af sanger og guitarist Aage Hedensted, der også kendes fra Mixtune For Cully, bassist Lars Madsen og trommeslager Andreas Bundgaard. Disse tre herrer har alle tidligere spillet i det Aarhus-baserede band Yellowish, der reelt gik i opløsning i 2007, selvom det først blev offentliggjort tidligere i år. Nu udsender bandet deres fjerde video til sangen "When the Sparks Fly" fra den selvbetitlede debut-ep, der udkom den 11. august.

Ovenstående opbrud skulle vise sig at være af afgørende betydning for det genvundne samarbejde. Aage Hedensted udtalte tidligere i en pressemeddelelse, at de syv år, der er gået siden opbruddet, har dannet inspirationen for gruppens førstesingle:

"Cacth the Breeze er en ny start for os, med en ny og mere koncentreret lyd… Sangen "Seven Years of Heavy Dreams" er inspireret af tomrummet mellem det gamle og det nye – stilheden før det nye bryder frem. Der gik lang tid før, der rigtig kom plads til at lave noget nyt musik sammen. Det er de syv år med tunge drømme."

Samarbejdet ser nu ud til at blomstre, og siden den første single er der altså nu føjet tre mere til listen. Gruppen beskriver herudover, at udtrykket i deres musik er "let og enkelt, men kompositionerne rives ofte med til hvirvlende højder af det dynamiske sammenspil". Med inspiration fra den alternative rock og især shoegazer-scenens støjende univers er de tre venner samlet igen med det erklærede mål: at genoplive støjen i dansk rock.

Den nye video er klippet sammen af scener fra Sherlock Holmes-klassikeren "The Hound of the Baskervilles" fra 1939, hvor de forskellige klip nøje er udvalgt, så de passer til både tekst og udtryk.

Se musikvideoen til "When The Sparks Fly" herunder:

ANNONCE