Den canadiske house-musiker kommer til årets festival i Bøgeskoven
Der er garanteret et brag af en fest, når deadmau5, som netop er blevet offentliggjort, giver koncert på årets SmukFest. Under navnet deadmau5 har canadiske Joel Zimmermann udviklet sig til et af de største navne på den elektroniske scene.
Canadieren kalder ikke sig selv dj, idet hans sæt i liveregi mere minder om en regulær livekoncert, der er kendetegnet ved, at Zimmermann udvælger og mixer sangene undervejs i løbet af koncerten. deadmau5 er kendt for at benytte den nyeste teknologi inden for den elektroniske genre, hvor han blandt andet bruger en software, som han selv har udviklet. House-musikeren udgav sit debutalbum "Get Scraped" i 2005 og har sidenhen udgivet i alt seks studiealbum, hvor han har slået igennem med hits som "Strobe", "I Remember" og "Sofi Needs A Ladder". I 2012 kom det foreløbig seneste album fra deadmau5 under titlen "Album Title Goes Here".
Den canadiske house-komet har tidligere spillet i Danmark, hvor han blandt spillede på Roskilde Festival i 2009 og 2011. Nu har SmukFest fået deadmau5s overtalt til at give en fest, der med sikkerhed vil kunne høres langt udenfor Bøgeskoven.
Foruden deadmau5 kommer blandt andre Pet Shop Boys, Skrillex, Simple Minds, Rasmus Seebach, Nephew, MØ, Marie Key, TopGunn, Ulige Numre, Rasmus Walter, Turboweekend og Kato & Safri Duo, TV-2, Panamah og Shaka Loveless til årets SmukFest.
Smukfest 2014 finder sted fra 6.-10. august med warm up på KærligHeden fra 3.-5. august.