De to Frost Festival-aktuelle kunstnere har sat hinanden stævne forud for næste uges koncerter
Det anmelderroste enmandsband Indians alias sanger, sangskriver, keyboardspiller og guitarist Søren Løkke Juul (billedet) – hvis debutalbum "Somewhere Else" GAFFA sidste år gav de maksimale seks stjerner – giver i næste uge to koncerter på Frost Festival i selskab med symfoniorkestret Copenhagen Phil. Parterne kan opleves den 6. februar i Konservatoriets Koncertsal og 7. februar på Kulturværftet i Helsingør, begge dage med elektronikamusikeren Jens Berents Christiansen alias Rumpistol som opvarmning.
I anledning af de to koncerter har de to musikere interviewet hinanden, og deres samtale kan du læse nedenfor.
Jens Berents Christiansen alias Rumpistol: Vi lærte jo hinanden at kende, dengang du spillede keyboards i electrojazz-bandet Badun. I dag har du også en del elektroniske elementer i din musik, men udtrykket er mere indiefolk-præget. Hvad, synes du selv, du har fået med dig fra electronica-miljøet?
Søren Løkke Juul alias Indians: Ja, det er jo ved at være længe siden. Vi tilbragte en masse tid i hele det elektroniske miljø, der var i Århus dengang.
Jens: Aarhus var lidt af et knudepunkt for den danske electronica-scene i starten af 00'erne med DIEM, Prototype, Jazz Juice osv.
Søren: Jeg var meget fascineret af alle jer, der havde jeres egne projekter kørende og indså tidligt, hvor hårdtarbejdende man bliver nødt til at være i denne branche, I havde jo alle sammen multihatten på og lavede stort set alting selv, lige fra pladeselskaber, egne festivaler, indspilninger af plader og så videre. Dengang var jeg mere ham, der tog toget til Aarhus en gang imellem og indspillede Rhodes på nogle plader, jeg holdt mig lidt i baggrunden og kiggede over skuldrene på de folk, som kunne bruge timer på at programmere beats og arbejde med små detaljer i lydbilledet.
Udlandet
Søren: Du har lige været i New York. Hvordan var din tur?
Jens: Det var overvældende, for det var jo første gang. Jeg fik suget til mig af stemningen, mødt en masse folk og oplevet byens klubber og koncertsteder. Jeg spillede også ude i Chinatown sammen med Blue Foundation, og så fik jeg en spontan booking i Santa Fe, New Mexico, som er et virkeligt syret sted. Det var ret underligt at konstatere, at der rent faktisk er folk, der kender min musik helt derude i udkants-USA! Det må du også have oplevet en del gange på dine turnéer derovre?
Søren: Ja, det er en lidt mærkelig fornemmelse, at folk kender ens musik, så langt væk fra Danmark, hvor musikken blev lavet. Jeg bliver lige overrasket over det hver gang, jeg møder nogen, der kender min musik. Jeg tænker tit på det, inden jeg går på scenen, at det er sådan en fornem opgave at være ham, der kommer til byens spillested for at fortælle historier og formidle en stemning. Sidst, jeg tænkte over dette, var en koncert i Phoenix, hvor et stort antal publikum var mødt op en fredag aften. Der var en virkelig god stemning, folk stod helt tæt på og lyttede intenst hele koncerten igennem.
Koncerten
Søren: Jeg er ved at være godt spændt på koncerten og begynder også at blive en lille smule nervøs over, at noget skulle gå galt. Det er sgu mange mennesker, der er involveret i det her! Og mange folk på scenen på en gang. Det bliver noget af en udfordring. Hvordan har du det med det?
Jens: Jeg er også ekstremt spændt på det, da det længe er noget, jeg har drømt om at få lov til at lave. Det at få omarrangeret sine numre til strygere er jo den ultimative test i forhold til, om kompositionerne er stærke nok til at stå alene. Mine beats og alle de produktionsmæssige detaljer er strippet helt væk i de nye arrangementer. Jeg skal kun koncentrere mig om at spille lidt klaver, hvilket jeg også er nervøs over, da jeg ikke ligefrem er nogen klavervirtuos. De ting, jeg har fået tilsendt af Copenhagen Phils arrangører, lyder dog virkelig lovende, så det skal nok blive godt, når vi får rettet det sidste til og øvet det hele igennem. Hvad med dig, føler du dig klædt godt på til opgaven?
Søren: Jeg må sige, jeg er spændt! Jeg har ikke haft mulighed for at høre orkesterarrangementerne og kommer nok først til at høre det til selve prøverne de sidste to dage op til koncerten. Det gør mig lidt nervøs, men der er ikke andet at gøre and at slippe kontrollen og stole på, at det bliver godt. Jeg glæder mig vildt meget til dette og er sikker på, at det bliver smukt.
Jens: Jeg har faktisk smughørt arrangementet af "Magic Kids", og det lever helt op til forventningerne.
Solo versus samarbejde
Jens: Jeg har fået rigtig god respons på mit remix af "Magic Kids" (Indians-nummer, red.), og jeg synes helt sikkert, vi bør lave noget sammen igen. Hvordan har du det generelt med at skrive sammen med andre? Arbejder du bedst alene?
Søren: Jeg syntes, du gjorde et vildt godt stykke arbejde med at remixe "Magic Kids". Jeg kan godt lide, hvordan du gav nummeret mere tid og de lyde, du fik tilført til nummeret på en meget naturlig måde. Virkeligt fedt! Det kunne være sjovt at lave noget sammen engang, og jeg kunne godt forestille mig at arbejde i andre konstellationer igen på et tidspunkt i fremtiden.
Jeg synes, der er en speciel energi i noget første gang, det bliver gjort, det bliver lidt uskyldigt på en måde. Det kan jeg godt lide. For tiden nyder jeg meget at arbejde alene, det giver en del ekstra arbejde, og nogle gange er det en stor udfordring at skulle tage alle de beslutninger, men det er fedt at kunne bestemme alting selv. Det må du kende alt til Jens med alt det, du har gang i? Du har været en enmandshær længe.
Jens: Ja, det har jeg, og jeg synes bestemt også, det har sine fordele og ulemper. Det giver en enorm frihed samtidig med, at det kan være svært at opretholde overblikket, især i de afsluttende perioder med et nummer, hvor det som regel er absolut nødvendigt at sparre med nogen med friske ører.
Oftest kommer der også nogle overraskende ting ud af at samarbejde med andre synes jeg, for eksempel har Martin Nygård Jørgensen og Christoffer Møller, som står for strygerarrangementerne, fortolket vores værker på en måde, som vi nok hverken havde haft fantasi eller skills til at gøre selv. Og det er da en gave og en stor inspiration, som man kan tage med sig hjem i enmandshæren.
