Nyhed

Se Kissaway Trails nye musikvideo

Den store filmkunst er droppet til fordel for et beskidt 90'er-look i ny video fra indierockbandet

Du skal indspille en ny musikvideo til din seneste single. Du har to muligheder. Du kan enten hive hele det labre produktionsapparat ud af hangaren, hyre nogle flotte piger, booke en Lear-jet, finde en sydtropisk lokation med hvid sandstrand, gøre klar til at svæve på vingerne af en ørn over Grand Canyon. Eller du kan købe et par kasser øl, låne et kamera og nogle lommelygter, hænge dine hvide sengelagner op på væggen og overbevise din nytilkomne bassist om, at han ser bedst ud kun iført underbukser. Sidstnævnte valgte Kissaway Trail at gøre, og de kan nu præsentere den 90'er-inspirerede musikvideo til deres anden single, "The Springsteen Implosion", fra sidste års roste album "Breach".

Musikvideoen, som du kan se her, er måske, hvad man kan kalde low-budget, men hvor det snævre budget tilsyneladende primært er gået til øl, har bandmedlemmerne til gengæld ikke sparet på tanker bag videoen. "Sangen har mere end én side. Den er sådan lidt skizofren-agtig, ligesom stemningsforskellen i versene og omkvædene. Det med, at man selv skal prøve at acceptere, at tingene ikke altid er sådan, som de ser ud. Vi går alt for meget op i materielle ting. Elsk mig nu bare, selvom jeg ikke har penge og kan give dig dyre gaver", lyder det i det tilhørende pressemateriale fra bandet.

Kissaway Trail slog under navnet The Kissaway Trail igennem i 2007 med hittet "Smother + Evil = Hurt" fra deres selvbetitlede debutalbum udgivet på engelske Bella Union. Det skabte stor omtale i ind- såvel som udland. Succesen forstærkedes med udgivelsen af næste album "Sleep Mountain" fra 2010. Bandet kom for alvor til at mærke turnélivet, og det sled internt på sammenholdet og udmøntede sig i slagsmål og magtkampe. I 2011 stod der tre medlemmer tilbage, nu et "The" mindre i bandnavnet, og de har valgt at føre faklen videre blandt andet med en omfattende Europa-turné i oktober-november sidste år.


Læs i øvrigt et stort interview om Kissaway Trails fald og genopstandelse.

Bandet er ved at gøre klar til en Danmarksturné senere i år.  


ANNONCE