"O Everyone", første single fra det kommende andet album, har fået en billedside
Chorus Grant, hvis borgerlige navn er Kristian Finne, udgiver et nyt album den 24. februar. Fra det kommende album "Space" er "O Everyone" førstesingle, og den har netop fået en musikvideo til sit navn. Du kan se den her forneden.
Sangens musikvideo er lavet af Jakob Steen, der tidligere har instrueret videoer for blandt andre Efterklang. Når man tager in mente, at Chorus Grant har en meget organisk og tæt lyd med inspiration fra blandt andet Elliott Smith, Cass McCombs og Wilco, kan man virkelig se, hvordan dette manifesterer sig musikvideoens tilhørende billedside. Med et jævnt fortælletempo flyder man som seer i ét med den let optimistiske sang.
For to år siden udkom Chorus Grants debutalbum "... And the Villa Nova". Det fik fire stjerner i GAFFA, og Pelle Sonne Lohmann skrev i sin anmeldelse: "Genremæssigt er vi ude i et spændende møde mellem inderlig og lettere elektronisk funderet folk og relativt letbenet indiepop, og et langt stykke hen ad vejen virker den rigeligt afvekslende formel fint."
Ud over Chorus Grant er Kristian Finne også den ene halvdel af duoen Cancer med Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine.