Nyhed

Hør to nye singler med The Gaslight Anthem

New Jersey-rockerne er klar med forløbere til deres nye album

Omkring to år efter bandets seneste udspil, "Handwritten", er det nu igen tid til at finde luftguitaren frem. 12. august udsender The Gaslight Anthem deres femte studiealbum, som bærer titlen "Get Hurt". Albummet indeholder 12 sange, og det bliver også muligt at få fat i en såkaldt deluxe-udgave af langspilleren med tre bonusnumre. Allerede nu er det muligt at smuglytte til amerikanernes værk, idet de har gjort hele to sange tilgængelige på deres YouTube-kanal. Her kan man høre titelnummeret "Get Hurt" samt "Rollin' And Tumblin'".

The Gaslight Anthem er kendt for at levere nogle heftige koncerter, og det kommende album følges også op af en Europa-turné. Hele Skandinavien er desværre skippet, og det tætteste Brian Fallon og company kommer på Danmark, er et stop i Hamburg den 1. november. Forsanger Fallon siger om koncerterne, at der nye ting i vente, men mere røbes der ikke. Tydeligt er det dog, at ambitionsniveauet er højere end nogensinde, da koncertstederne er kraftige opgraderinger på publikumskapacitet i forhold til tidligere turnéer.

Hør "Get Hurt" og "Rollin' And Tumblin'" nedenfor:

ANNONCE