Prisvindende Jazz'n'Poetry spiller fredag aften på Atlas - GAFFA har sat Thomsen og kapelmester Grevsen stævne til et par ord om musikken og lyrikken
I morgen aften optræder Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter på Atlas i Aarhus. De unge musikere og digteren er efterhånden en scenevant konstellation, men deres særegne måde at koble allerede veletablerede og folkekendte digte af Søren Ulrik Thomsen og unge jazzmusikeres eksperimenterende takter sammen er ganske unik. Mens vi glæder os til Søren Ulrik Thomsens karakteristiske stemme, som midt i jazzseptettens flygtige toner kan virke beroligende og vedvarende, er lidt baggrund på sin plads. Inden tonen bliver slået an på fredag, har vi stillet Søren Ulrik Thomsen og kapelmester for Det Glemte Kvarter, Mikkel Grevsen, nogle spørgsmål, som kan gøre os mere nysgerrige inden fredagens koncert.
Søren Ulrik, hvad gør det for dine digte at blive akkompagneret af musik?
- Der er forskellige måder at opleve et digt på: Man kan læse det på bogsiden, høre det læst op og man kan høre det akkompagneret af musik. Og hver af disse måder kan noget, som de andre ikke formår. I oplæsningen hører man digtets klanglige og rytmiske sider, ved læsningen i bogen ser man digtets grafiske form og har tid til at fange betydningsnuancer, som måske farer lidt for hurtigt forbi ved en oplæsning. Og når man hører digtet læst op i musikalsk sammenhæng, oplever man så to udtryksformer i en kompleks samtale.
Hvad gør det for din oplæsning, at musikken akkompagnerer den – både i studiet og live?
- Nogle gange har musikerne sagt "kan du ikke læse dette digt lidt langsommere", og til tider har jeg da også selv ønsket at kunne strække oplæsningen, så man kunne blive lidt længere i den stemning, nummeret havde bygget op. Men grundlæggende er digtene født med en egen rytme, som der er grænser for, hvor meget der kan manipuleres med, uden at digtet falder fra hinanden. Kunststykket er at lade musikken folde sig ud i sin egen ret uden at kompromittere digtets integritet og så håbe at disse to udtryk tilsammen giver noget helt tredje.
Hvorfor lige jazz?
- Jeg tænker egentlig aldrig på, at det specielt er jazz, der spilles i Det Glemte Kvarter. For selvom jazzen nok alligevel er det bærende i udtrykket, er der samtidig så mange andre elementer i musikken. Og det er jo heller ikke Jazz 'n' Poetry i traditionel forstand, hvor der typisk er tale om en talesprogsagtig parlandopoesi (poesi, hvor oplæsningen er tæt på talesprog, red.) og improvisationerne både hos digteren og musikerne er en pointe. Min poesi er en koncentreret, gennemkomponeret centrallyrik, og det afspejler sig naturligvis også i musikken.
Hvordan er det at høre sine digte blive sunget og læst op af andre, eksempelvis Maja Hartnack og Nanette Quistorff?
- Rent bortset fra, at det er herligt og bekræftende for mig, at digtene kan tale til unge mennesker, som måske slet ikke var født, dengang denne poesi blev skrevet, er det altid noget helt særligt at høre Maja Hartnack synge. Hvad Nanette Quistorff angår, er det ikke tilfældigt at hun netop medvirker i et lille, lykkeligt kærlighedsdigt, for jeg er så heldig, at hun er min kone.
Er der flere nerver på, når du optræder med DGK end ved en normal digtoplæsning?
- Det er godt at være en anelse nervøs, før man skal på scenen, men ikke så nervøs, at man stivner. Måske er jeg en smule mere nervøs før koncerterne, for der er så mange faktorer i spil – lyden f.eks. – og måske er publikums forventninger også lidt mere uforudsigelige end til en ren oplæsning. Måske af samme grund har vi til gengæld også tit oplevet, at folk er blevet virkelig overraskede og har oplevet noget, de slet ikke havde ventet.
Er det ikke lidt mere rock 'n' roll at gå på en stor musikscene end en sal fyldt med litteraturnørder?
- Ligesom den rene musik nok altid vil være musikernes naturlige farvand, vil den rene oplæsning foran et litteraturinteresseret publikum altid stå centralt for mig. Men netop derfor er det jo særligt sjovt for mig at lege med og stå på musikscenerne, men hvor gerne jeg end ville, er jeg nok blevet lidt for gammel til at hidse mig op til en fantasi om at være rock 'n' roll, selvom jeg da har en drøm om overlegent at sige "Og værsgo!" til Anders Kirkegaard, når han skal spille guitarsolo.
Mikkel, kan du fortælle lidt om processen i jeres komponering af musikken?
- Næsten alle i bandet har bidraget med kompositioner, så der er helt sikkert mange måder at gribe det an på. Jeg læser forskellige digte igennem 3-4 gange. Det kan være, jeg læser en digtsamling igennem, lader den ligge en uge og så læser den to gange igennem igen.
Hvad sker der så derefter?
- Så går jeg og venter, og ofte dukker der så ideer op. Tit arbejder jeg ud fra en enkelt baslinje eller en række akkorder, jeg har fundet frem til, når jeg har spillet på min trompet. Andre gange sætter jeg mig ned ved klaveret og slår tre tilfældige toner an og tænker: "Wow - det her må jeg bruge til noget." Så indspiller jeg ideerne. Når jeg så har en nogenlunde skitse, forsøger jeg at ligge Søren Ulriks indspillede oplæsning ind over. Derefter sender jeg det indspillede til Søren Ulrik, som enten har et forslag til et andet digt eller en kommentar til musikken. Sammenspillet mellem musik og lyrik har en egen vilje og nok skal tale til os, hvis det er noget værd.
Hvordan er processen i musikkomponeringen anderledes, når teksterne for længst er skrevet og etablerede kunststykker i sig selv?
- Mange af Søren Ulriks tekster er meget populære, og rigtig mange folk har et forhold til dem. Man skulle derfor tro, at det ville være angstprovokerende at lave musik til dem. Men jeg synes, at vi sammen med Søren Ulrik har haft et samarbejde, der har føltes meget naturligt og helt uden pres. Det, jeg godt kan lide ved et allerede eksisterende digt, er, at vi gennem musikken kan vise en ny side af digtet. Samtidig kan vi underbygge, medarbejde eller modarbejde stemningerne i digtene, så de får en ny betydning og kommer til at fremstå med en ny og anderledes kraft.
Hvad adskiller jer fra andre spoken words kunstnere/ digtere og musikere, som samarbejder - såsom Vi Sidder Bare Her og Mouritz/Hørslev?
- Jeg synes, at både Vi Sidder Bare Her og Mouritz/Hørslev er utrolig stærke bands med deres helt egen lyd. Generelt har spoken word-genren fået et boost de sidste par år. Jeg tror, at publikum har fået øjnene op for de kvaliteter og den spænding, der ligger i at sætte de to genrer sammen. I vores musik forsøger vi at arbejde med en dobbelthed. Meget af musikken er skrevet, så det indeholder et overraskende element. Vi har desuden forsøgt at lægge en vis form for slørethed ind i kompositionerne. På den måde fungerer musikken som en slags følelsesforstærker, som enten fremhæver positivitet eller melankoli.
Til sidst, Søren Ulrik, hvad kan man forvente af jer på fredag på Atlas?
- At vi glæder os til at se, hvad der sker, når vi møder netop dette publikum lige netop denne sommeraften i Aarhus.
Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter spiller fredag aften klokken 20.00 på Atlas i Aarhus. Har du fået vakt din interesse, kan du nå at købe billetter endnu igennem GAFFA Live ved at klikke her.