Koncert-konceptet Rootsline kan præsentere den legendariske sangskrivers søn Adam Cohen
Leonard Cohens søn Adam Cohen, Drew Holcomb & The Neighbours og Seth Lakeman kommer 4. oktober med koncert-konceptet Rootsline til Pavillonen i Grenå.
Rootsline er en serie koncerter, som spillestederne Posten i Odense, Tobakken i Esbjerg og Pavillonen i Grenå er gået sammen om at arrangere. Oprindeligt hed konceptet Folkline, men de tre spillesteder har for fornyelsens skyld valgt et nyt navn. Tanken er også, at navnet er bredere funderet, da blandt andet folk, singer-songwriter, americana og country skal kunne dækkes af det.
Samarbejdet mellem spillestederne blev etableret for seks år siden med det formål at præsentere det bedste inden for folk og roots-musik, både nationalt og internationalt. De sidste fem års navne tæller herunder Katzenjammer, Raul Malo, One Eyed Mule, Madison Violet, Deadman og Jonas Alaska.
Koncert-seriens pressemeddelelse lover, at du ved at troppe op vil få en mindeværdig aften:
"Årets program er godt… rigtig godt, og med et engelsk navn i folk-afdelingen, en canadisk singer-songwriter, begge Tønder Festival-kendinge og et, på vore breddegrader i hvert fald, nyt amerikansk americana-navn har vi blandet "roots" posen godt og store aftener er i vente!"
Kunstnerne, der medvirker på dette års Rootsline, bliver af koncert-konceptet beskrevet på følgende måde:
"Adam Cohen har i den grad fået både publikum og anmelderne til at spærre øjnene op, og med tre albums på bagen og et fjerde på trapperne, med forventet udgivelse i starten af september, er der en stor og unik oplevelse i vente. Sympatisk og inderlig, stor lyrik og musikalsk perfektion er nogle af de superlativer, der er blevet hæftet på hans koncerter i Danmark."
"Drew Holcomb er en amerikansk americana-sangskriver fra Nashville, der siden debutalbummet "Washed In Blue" fra 2005 skridt for skridt har bevæget sig mod toppen af genren, og med det seneste album, "Good Light" fra 2012, har fået et decideret gennembrud "over there"."
"Fra England kommer sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Seth Lakeman, der også er et af hovednavnene på Tønder Festivalen i år. Seth Lakeman har opnået stor popularitet i hjemlandet med sine fine sange om hverdagens helte og specielt om mennesker fra området omkring Cornwall, hvor Seth kommer fra."
Forsalget starter 18. juni på www.pavillonen.dk
Hør "What Other Guy" fra "Like af Man":