Hør det nye nummer "Runaway" her
Så er der godt nyt til tilhængere af god, uforfalsket rock 'n' roll, for 11th Street Kids, der består af medlemmer af The Floor Is Made Of Lava og Black City, er tilbage med den spritnye single "Runaway" med tilhørende muskvideo.
11th Street Kids udtaler, at de er klar med en ny start, ny lyd og et fornyet fokus på projektet. Sangen "Runaway" handler om frihed, og om ikke at være bundet op af samfundets regler og normer, men at gøre præcis, hvad man har lyst til. Samtidig handler den også om de konsekvenser, det kan medføre.
"Helt konkret handler sangen om en pige, der vælger at stikke af fra alt. Hun vælger at være fri og tager afsted uden nogen ide om, hvor hun vil hen. Tanken om at hun selv bestemmer er drivkraften", udtaler forsanger og guitarist Lars Rock.
11th Street Kids univers beskriver det hårde, men romantiske liv på landevejene, som bandet i den grad har prøvet med tidligere projekter. I sidste ende handler det om overlevelse, og det er noget, drengene har lært efter mange år i musikbranchen.
Singlen "Runaway" udkom d. 12 maj på Target Records og kan høres herunder.