Det bliver dog ikke en fortsættelse af Blurred Lines
Hvis du forventer, at Robin Thicke snart er klar med en "Blurred Lines Pt. II", bliver du nok skuffet over det kommende udspil fra r&b/soul-sangeren, der netop er blevet annonceret til den 1. juli. Det skriver Spin.com.
Sammenligningerne med den noget yngre kollega Justin Timberlake bliver forstærket, da Thicke har i sinde at udgive hele to album i år. Det første album vil dog se Thicke vende tilbage til sin tidligere mere soulede lyd - i modsætning til den, som var at finde på sidste års storsællert "Blurred Lines". Den altomfavnende sanger har både skrevet og produceret hele albummet selv, og det bliver udgivet gennem hitmageren Pharrell Williams' selskab Star Trek (i samarbejde med Interscope).
Indtil videre er der ikke blevet røbet mange detaljer om albummet, men skal man tage bestik af den første offentliggjorte sang, "Get Her Back", bliver det en intim og følsom omgang, hvor den mere organiske r&b-lyd er stærkt tilbage i Thickes lydunivers. Det tekstmæssige indhold er baseret på personlige oplevelser.
Robin Thicke har nemlig brudt med sin kone - og kæreste helt tilbage fra teenage-årene - Paula Patton, og han er nu fast besluttet på at vinde hende tilbage. "I should've kissed you longer / I should've held you stronger / And I'll wait for forever for you to love me again," synger han ømt. Der spekuleres dog i, hvorvidt bruddet er virkeligt eller et mediestunt opsat for at skabe opmærksomhed omkring den kommende udgivelse.
Robin Thicke var i vælten sidste år. En opsigtsvækkende optræden til MTV VMA med Miley Cyrus fik kritikken til at hagle ned over de to sangere. Musikvideoen til "Blurred Lines" fik trods sin popularitet også hårde ord med på vejen på grund af de afklædte damer, mens sangen i sig selv blev kritiseret for at være upassende (den blev bandlyst på et skotsk universitet!) og senere anklaget for at være et plagiat af et gammelt Marvin Gaye-nummer.
Du kan høre "Get Her Back". Tror du den lokker konen tilbage?