Den amerikanske retro-rocker runder i dag et skarpt hjørne
Leonard Albert Kravitz - måske bedre kendt som Lenny Kravitz - fylder i dag 50 år, og det fejrer vi med et mini-portræt af retro/soul-rockeren og en playliste over hans bedste videoer gennem årene. Du kan se playlisten her forneden.
Lenny Kravitz begyndte i en meget ung alder at spille. Som tre-årig var han allerede i gang med at spille trommer på gryder og grydelåg. Da han var fem år gammel, proklamerede han, at han ville være musiker. Hans forældre, Sy Kravitz og Roxie Roker, var hurtige til at anerkende og opmuntre sønnens lyst til musik og tog ham med til koncerter. Én af de første, som Kravitz husker, er Jackson 5 i Madison Square Garden.
I 1974 flyttede familien til Los Angeles, og Kravitz endte med at gå på Beverly Hills High School, hvor han gik i klasse med blandt andre Nicholas Cage og Saul Hudson (senere kendt som Slash). Her lykkes det ham at kvalificere sig til skolens prestigefyldte musikprogram, hvor han lærte sig selv at spille både klaver og bas.
I Los Angeles blev Kravitz også udsat for ny musik. Pludselig blev han betaget af The Who, Led Zeppelin, Kiss og Aerosmith. Ikke mindst var det livsstilen og de medfølgende piger der tiltrak den unge Kravitz. Det var dog ikke nemt for den unge musiker og hans stjernedrømme. I mange år blev han mødt af afslag fra pladeselskaberne. Enten var hans musik "ikke sort nok", eller også var den "ikke hvid nok".
I 1988 tog Kravitz sagen i egen hånd og indspillede sit debutalbum med hjælp fra kammeraten Henry Hirsch. De tog delte en betagelse af gamle instrumenter og optagegrej, hvad der på det tidspunkt ikke var på mode. Pludselig var Kravitz efterspurgt hos pladeselskaberne, og en sand krig om at signe den unge kunstner startede. Det endte med at være Virgin Records, der løb med sejren, og i 1989 udkom "Let Love Rule" med sin blanding af retro-rock, soul og r&b.
Anmeldelserne var blandede, og kritikken lød på - som den da også gør til denne dag - at Kravitz lød mere af sine inspirationskilder end sig selv. Ikke desto mindre var debuten en succes, især i Europa og Sydamerika.
Efterfølgende producerede Kravtiz sange og album for blandt andre Madonna og Vanessa Paradis, mens han også havde tid til at udgive sine egne album. Efterfølgeren "Mama Said" havde skolekammeraten Slash med på singlen "Always On The Run", og albummet var dedikeret til hans kone Lisa Bonet, som han var ved gennemgå en smertelig skilsmisse fra.
Man kan måske spekulere i, hvorvidt skilsmissen skyldtes, at Kravitz hyggede sig lidt for meget med Vanessa Paradis under indspilningerne af hendes album. Sangerinden havde sågar en sang om Kravitz på albummet, "Gotta Have it" (skrevet af blandt andre Kravitz selv), hvori han med navns nævnelse fik både ros og ris. "He is so funky and he's looking good / And he does it like a good man should / And I would love him if I only could / But his heart is like a piece of wood".
I slutningen af 90'erne opnåede Kravitz større succes end tidligere. Det begyndte med albummet "5", hvor han for første gang forsagede de gamle båndmaskiner og omfavnede digitalteknologi. Fra 1999 frem til 2002 vandt han årets Grammy for "Best Male Rock Performance ". De fire gange i streg er stadig en rekord.
Lenny Kravitz udgav sidst "Black And White America" i 2011 - måske med reference til sin opvækst som barn af en hvid far med russisk-jødisk baggrund og en afro-amerikansk mor med kristen baggrund - og den så ham vende tilbage til tidligere tiders retro-dyder. Han imponerede dog ikke helt GAFFAs Jan Opstrup Poulsen, som kvitterede med tre stjerner og ordene: "Men musikaliteten kan man ikke tage fra manden, og med enkelte musikalske højdepunkter viser Lenny Kravitz også sin klasse, som i den lidt atypiske Liquid Jesus."
I mellemtiden Kravitz opnået succes på det store lærred og spillet rollen som modeskaberen Cinna i Hunger Games-filmene.