Nyhed

Se video: Giana Factory fra flere vinkler

Trioen giver tidlig smagsprøve på citronmånen

På mandag den 26. maj udkommer Giana Factorys andet album, "Lemon Moon". Indtil videre har trioen haft stor succes med singlen "I Live At Night", som blandt andet blev P3's Uundgåelige. Nu serverer de tre cool piger en smagsprøve op til weekenden på det kommende album. Det sker i form af live-videoen til nummeret "In Between", som du kan se her forneden.

Den dystre noir pop med minimalistiske trommeprogrammeringer, frostklare synths, atmosfæriske guitarer og underspillede vokalharmonier har imponeret ikke blot danske, men også udenlandske anmeldere. Det har medført koncerter rundt omkring i Europa samt en opvarmningstjans for de skotske pompøs-rockere Glasvegas.

I 2013 begyndte de indspilninger til det, der skulle blive det nye album "Lemon Moon". Albummet er produceret af Anders Trentemøller og er ifølge bandet selv skåret mere ind til benet produktionsmæssigt. De har stolet på, at melodierne og ordene var stærke nok til at stå forholdsvis nøgne. 


Om samarbejdet med Trentemøller siger Giana Factory:
"Trentemøller er super god til at kombinere det rytmiske univers med de varme mere organiske elementer. Han forstår vores univers og har et virkelig godt øre for lyd. Han er god til høre, hvornår en sang skal have lov til at stå, som den er, og hvornår den har brug for et ekstra push."

Debutalbummet, "Save the Youth", udkom i 2010 og fik fire stjerner af GAFFAs Ole Rosenstand Svidt under overskriften: "Dansk rocks ungdom lever og har det godt."

Træd ind i spejlkabinettet og se Giana Factory optræde med "In Between" her:


ANNONCE