Fallulah – det lyder som et sted, jeg gerne vil være. Sådan beskriver den smilende pige med rød læbestift og navy-blå kjole med hvide prikker sit kunstnernavn, som vi alle kender hende under.
Se masser af billeder fra arrangementet i GAFFAs gallerisektion
Frederiksberg Bibliotek er fyldt. Mange mennesker: unge, gamle, børn, enegængere og par. De er alle sammen kommet for at se giraffen. I aften hedder den Fallulah, giraffen altså. Klokken 19.07 dæmpes lyset og publikum ligeså. Hele 147 interesserede er mødt op denne kolde forårsaften i Avissalonen til GAFFA Library Session, for at se og høre sanglærken Fallulah.
Hun gør ikke et stort væsen af sig, Fallulah, men har alligevel medbragt en flaske Jack Daniel's, som håndfast bliver placeret på det lille barbord. Her er både vand og vin, men flasken med whisky stikker dog noget ud, når man nøgternt scanner den lille scene. Her er GAFFAs journalist Henrik Tuxen placeret på en høj barstol og et dertilhørende mikrofonstativ, i aftenens anledning, og Fallulah ligeså – hun sidder bare på den anden side af det lille, runde bord. Flasken bemærkes da også til stor latter af omtrent hele fremmødet. Og det ved Fallulah godt, selvom Tuxen bemærker, at han tidligere har skrevet en artikel om aftenens gæst under titlen "Jeg er gennemsund og lidt kedelig".
- Jamen det er jeg også! siger hun insisterende, mens det skarpe pandehår ryster lige over øjnene.
Efter den indledende small-talk, hvor man tydeligt fornemmer en glød af nærhed og velkendthed mellem de to, bedriver sangerinden det første akustiske nummer. "Dried-Out Cities" bliver udført med en intens nerve, kun akkompagneret af en akustisk guitar. Stemmen er glasklar og fyldig – og fylder lokalet med de mange bøger helt op af vellyd.
Det er musikken, det skal handle om – ikke bryster!
Da applausen stopper, og en slurk Jack D. er indtaget, fortsætter Fallulah umiddelbart, hvor hun slap, og fortæller, at hun nyder at være kendt i Danmark – men ikke så meget som ansigt. Sangerinden, med det borgerlige navn Maria Apetri, fortæller en anekdote fra en prisuddeling, hvor hun gik ubemærket forbi alle fotograferne – der alle var "hvem er hun?"-agtige – mens reality-stjerner på stribe blev fotograferet og passet op. Men det passer hende egentlig meget godt, for så er musikken i centrum.
- Det er musikken, det skal handle om!, kommer det resolut.
Da snakken falder på album nummer tre, spørger Henrik ind til, om hun kan løfte sløret for temaet på det kommende udspil – hvis der da skulle være noget tema. Maria svarer hurtigt, at hun har mange holdninger, men at det ellers er alt for tidligt at tale om tema – pladen er jo slet ikke færdig endnu. Den skulle gerne være klar til at blive mixet, når hun vender tilbage fra USA om tre måneder, hvor hun skal arbejde intenst på sangskrivningen. Fallulah bemærker dog, at hun synes, at feminisme er spændende. Mest fordi så mange kvindelige artister er så dobbeltmoralske omkring det, hvilket hun bemærker med udbruddet:
- Hey, jeg er feminist – men se mine bryster!
Og hun gider ikke sælge sig selv sådan – det er musikken, der skal være i fokus. Herefter brydes samtalen af et endnu nummer, denne gang "Mares" fra det seneste album Escapism. Fallulah danser lystigt, hvilket danner rammen for Henrik Tuxens følgende spørgsmål:
De rumænske balkan-rødder og USA
Nu kender jeg jo noget til dig fra tidligere og sådan. Din baggrund er dansen. Din far var leder for en hel dansetrup og så videre. Hvordan har det formet dig som menneske?
- Min mor og far mødte hinanden igennem Balkandans. Far var rumæner. Alt i hjemmet handlede om dans. Det var lidt pinligt at sige: "dem derovre i folkedragter - det er min mor og far." Men dengang kunne jeg ikke se, at det formede mig.
Videre fortæller Fallulah, at hun ikke vidste, at det var noget, hun brugte implicit – Balkaninspirationen altså. For eksempel bemærkede mange af hendes venner, efter udgivelsen af den første plade, at Balkanrødderne tog fat. Ligeledes fortæller den 29-årige brunette, at hun danser med hele kroppen, når hun skriver ny musik – en interesse, hun fik med faderens død for 20 år siden.
Efterhånden som tiden skrider, går Tuxen ind i Fallulahs fremtidsplaner – og bemærker, at hun var til South by South West-festivalen i Austin, Texas for få uger siden.
- Det kan jeg ikke rigtig sige noget om, kommer det tilbageholdende fra den unge kvinde, mens benene krydses og blikket fastholdes.
Det er måske svært?
- Nej, det er det ikke, svarer hun med et stort smil på de rødmalede læber.
- Jeg kan bare ikke sige noget om det endnu.
Efter at have sunget et cover af The Black Keys "Lonely Boy", falder snakken på fremtid og selvbestemmelse. Her er den ellers bløde stemme klar i mælet. Fallulah gør mange ting selv. Og helst selv – for hun har ingen plan b.
- Alle andre tager en uddannelse. Det gør jeg jo ikke, og der er ingen uddannelse for det, jeg laver, så derfor bliver jeg nødt til at mærke det på egen krop og lære på den måde.
Afslutningsvis synger sanglærken en smuk udgave af "Use It For Good", denne gang med et simpelt banjo-akkompagnement, efterfulgt af tv-seriehittet til Lykke, "Out of It" – igen med western-guitar. Særligt "Use It For Good" var et af aftenens højdepunkter, hvor artisten for alvor fik vist sin vokale ambitus og sublime vibrato. Med lukkede øjne og famlende hænder følte Fallulah nummeret fra havn til havn, uden at tabe os på vejen.
Se masser af billeder fra arrangementet i GAFFAs gallerisektion
