Vi er på den enorme musikbranchefestival i Austin, Texas og rapporterer dag for dag
Festivalen sluttede søndag den 16. marts – vi beklager den lille forsinkelse på sidste dagbogsindslag
Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion
Sidste dag på årets SxSW-festival er oprindet. Efter fire meget lange dage skulle de sidste rester af energi findes frem til at få de sidste oplevelser med sig af de bands, som man endnu manglede at få set. Dagen startede meget hyggeligt med lidt folk-musik i form af Brett Saxon. Koncerten var endnu et eksempel på, hvordan mange forskellige steder bliver omdannet til at huse koncerter, da den foregik under uhøjtidelige omgivelser i form af et lerværksted.
På vej videre til næste koncert støder jeg på Nina Nesbitt, der akkompagneret af en akustisk guitar står i en sidegave og spiller sine sange. Der er en bred skare af fortrinsvis teenagepiger, der står rundt om og nyder deres øjeblik med deres idol. Det er et meget sympatisk træk at tweete omkring denne happening til sine fans for hermed at have mulighed for at spille for sin primære målgruppe, da disse for de flestes vedkommende ikke er gamle nok til at komme ind til hendes andre koncerter – man skal nemlig være 21 år for at kunne komme ind på barer i Texas.
Indenfor på spillestedet Latitude 30 spiller engelske The Crookes deres indiepop. Forsangeren er et meget charmerende bekendtskab, men bandets musik ser ikke rigtigt ud til at fange publikum, der måske nok mest er lokket til af den gratis bar.
Herefter gik turen videre ned til udendørsscenen på Cedar Street Courtyard, hvor først Gardens & Villa spillede. Det var svært ikke at sammenligne forsangeren med vores egen Vinnie Who. Dog var udtrykket en del mere rocket, men det virkede mest, som om de fleste bare var kommet for at Royal Blood efterfølgende. Det var anden gang, at jeg fik mulighed for at se dette band i løbet af festivalen, og endnu en gang fik de sat en tyk streg under, at de er et rigtigt spændende rockband. De formår for alvor at sparke den sidste træthed ud af kroppen og gøre en klar til aftenens sidste koncerter.
Aftenen startede med en koncert med den australske elektroniske musiker Chet Faker. Koncerten startede klokken 20.00, men dørene lukkede også først på samme tid, hvilket betød, at det tog mere end 20 minutter, før at spillestedet var fyldt op, og undertegnende var at indfinde på spillestedet. Stemningen kom aldrig helt op at ringe, selvom der blev danset godt med til hans coverversion af Blackstreets "No Diggity". Er man til artister som James Blake og Flume, kan han dog godt anbefales at tjekke ud. Ligeledes australske Panama fulgte efter med deres elektropop. Tekniske problemer gjorde dog, at koncerten startede så sent, at bandet kun nåede at spille tre numre. Alligevel formåede de at få folk godt op at køre, så bandet blev kaldt ind til et ekstranummer.
Endnu en gang var det tid til at nyde, at SxSW omspænder de fleste genrer indenfor populærmusikken, da The Suffers skulle spille deres soulmusik. I front var en rigtig stor sort kvindelig souldiva, der for alvor viste, hvorfor genren kaldes soul, da hver en strofe blev leveret ekstremt sjælfuldt. Bag hende var et ikke mindre end 10 mand stort band, der udgjorde et rigtig godt ensemble. Luften var fuld af kærlighed, og til sidst var der også et stort dansende publikum i front til at genkalde kærligheden fra scenen.
Herefter var det igen tid til at skifte genre, da The Black Angry skulle levere shoegazerrock i ordets bogstavelige forstand. Musikken var på ingen måde dårlig, men var på heller ingen måde originalt, da man undervejs ikke kunne undgå at få lidt for mange referencer til foregangsmændene og -kvinderne i My Bloody Valentine.
The Soil & The Sun blev valgt som sidste band på årets festival. Dette syv mands store band leverer en musikalsk eventyrrejse fra det simple til de mere komplekse og eksperimenterende fraser. På trods af bandets størrelse blev der stadig givet tid til, at de enkelte medlemmer kunne folde sig ud, og ligeledes gav bandet tid til, at sangene kunne udvikle sig, så alle musikerne ikke nødvendigvis skulle spille en rolle hele tiden. Denne koncert fungerede som en rigtig god afslutning på en lang, men også meget spændende festival.
Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion
