Arive Copenhagen løber af stablen til maj og byder på fest i det københavnske byliv
København kommer til at danse frem til den lyse morgenstund den 31. maj, når Arive Copenhagen løber af stablen for første gang og byder på ni timers forrygende fest - mindst! Festivalen er blandt andet stiftet af Remee, og han har lokket en af verdens allerstørste dj's, Tiësto, til at fyre op for festen på det eksklusive hotel Stay Copenhagen på Islands Brygge.
Man kan nærmest betragte arrangementet som et hyldest til storbyen København. Remee forklarer: "Vi vil gerne skabe et unikt arrangement, der gør det attraktivt for udenlandske såvel som lokale gæster at opleve København fra en af sine smukkeste sider – for i vores optik er København verdens fedeste storby. Og det budskab vil vi gerne formidle."
Fra klokken 15.00 vil gæsterne kunne nyde et stærkt line-up af dj's og live acts på hotellets stemningsfyldte terrasse. Og ved midnat rykker festen ud fra Stay Copenhagen og ind på de største klubber i det københavnske natteliv, Zen, Sunday Club, Hive og Molly, hvor gæsterne kan feste til den lyse morgen. Arive Copenhagen henvender sig til et voksent, internationalt og feststemt publikum med forkærlighed for elektronisk musik, drinks, bobler og godt selskab. Minimumsalderen til arrangementet er 18 år.
Tiësto er berømt i hele verden, men han er også særlig vellidt i Danmark. Om han så kan løfte stemningen på samme måde, som da han tilbage i 2010 spillede i Parken, må han vise til maj. GAFFAs anmelder Anders Bøgh svedte dengang hele fem stjerner ud til den fem timer lange koncert:
"Tiësto beviste endnu engang, hvorfor han bliver regnet som en af de største. Hvor mange navne kan gennem et fem timers sæt undgå døde perioder, ensformighed eller i det hele taget holde interessen ved lige? Det gjorde Tiësto hele vejen igennem, og med et publikum, der allerede fra starten var sat op til fest, blev det en stadionkoncert, som den slags er bedst. Da det hele sluttede efter de annoncerede cirka seks timer, var der nok ikke mange, der var gået før tid."
Står der minimum 1996 på dit sygesikringsbevis, og er du klar på at feste i det københavnske byliv til den lyse morgen, så har du muligheden den 31. maj.
Det officielle billetsalg starter mandag den 24. marts klokken 10.00 via billetnet.dk