Nyhed

Skinz: Danmark er klar til en trap-bølge

Med debut-ep’en Byen Sover Aldrig bringer Skinz lyden af dirty south til Danmark

Det har allerede været en travl dag for Skinz, selvom klokken kun har passeret middag, da GAFFA møder den 27-årige sanger på Christianshavn. For der er rift om at få et interview med manden, der i dag udgiver sin debut-ep "Byen Sover Aldrig" med prominente gæster som Medina, Johnson, U$O, Rebekah Christel og Felix de Luca.

"Byen Sover Aldrig", der allerede har kastet singlen "Køb Din Egen" af sig, rummer fortællingen om en tur i byen, og i løbet af fem numre beskriver Skinz fem forskellige følelser eller stadier, som folk kan opleve på én aften. Fra førfesten til efterfesten. Fra en ny flirt til sene sms'er til ekskæresten. Dog fortalt uden at være i kronologisk rækkefølge, men så det er op til lytteren selv at tolke, hvor aftenen starter og slutter.

 


Fra rim til rap

Mohamed "Skinz" Ahmed, der er født i Somalia og kom til Danmark i treårsalderen, har lige siden, han som barn dansede rundt til Michael Jackson, vidst, at det var musikkens vej, han ville gå.

Som barn boede Skinz i nogle år på et børnehjem på Frederiksberg, hvor han imponerede sine lærere med lange rim og remser, som han udførte som sange. På det tidspunkt var det ikke med hits før øje, fortæller han, men fordi det interesserede ham at synge små historier om, hvad han havde lavet i sin weekend.


Alvoren omkring musikken opstod i de sene teenageår, da Skinz flyttede hjemmefra og begyndte at koncentrere sig om hiphop og rap. Med en omgangskreds, der tæller barndomsvennen Wafande og de tidligere roomies Xander og J-Spliff, har Skinz i mange år haft musikken tæt inde på livet, og i takt med, at vennernes karriere begyndte at tage fart, udviklede Skinz' interesse for musikken sig i en mere seriøs retning.

– Pludselig så jeg, at det kunne lade sig gøre. De andre begyndte at spille jobs, og det var stort, så jeg blev nysgerrig efter at se, hvor musikken kunne føre mig hen, fortæller Skinz, der sidste sommer udgav nummeret "Ovrstrgn" og spillede på Roskilde Festivals skatescene.

 


Med hjælp fra Beyonce

I tæt samarbejde med sin wingman, den 19-årige producer Hennedub, der brød igennem med Kidds "Uh Det Er Så Svært At Være Så God" i 2011, har Skinz gennem de seneste seks måneder arbejdet intenst på at få den helt rigtige lyd frem på sin ep. Nemlig trap, også kaldet dirty south, da den oprindeligt stammer fra sydstaterne i USA og er karakteriseret som en hård lyd med hurtige hi-hats, horn og tunge trommer.

På verdensplan har lyden ulmet de seneste 10 år, men skal man tro Skinz, kan Danmark godt glemme alt om de seneste par års dancehall-bølge, for 2014 vil blive trap-lydens år, spår han.


– Folk kan godt glæde sig, for jeg ved, at der ligger en masse ting og venter lige om hjørnet, som vil blive udgivet på rad og række. Jeg er ikke den første, men jeg er bestemt heller ikke den sidste, fortæller Skinz og refererer blandt andre til S!vas, der med sin ep "d.a.u.d.a." fra september sidste år har været med til at bane vej for trap-lyden i Danmark. Det har han dog ikke været ene om.

Den danske trap-scene fik nemlig hjælp fra en noget uventet kant, da Beyoncé i december sidste år til stor forbavselse og ikke mindst glæde smed bomben og udgav sit album "Beyoncé". Med trap-elementer i sine beats og sine bløde vokaler inde over har hun været med til at gøre trap-lyden mere bred og modtagelig, og det generer ikke Skinz.

– Nej, bestemt ikke. Jeg har hele tiden vidst, at den her lyd fandtes i undergrunden, og jeg er jo heller ikke selv begyndt at arbejde med den i går, eller fordi Beyoncé nu tager lyden til sig. Men jeg kan se, at folk begynder at forstå lyden, og det er fedt. Havde jeg spillet min musik for bare otte måneder siden, ville folk have forladt festen, men nu er de med. Selv de 16-årige piger har taget lyden til sig, fortæller han og griner.


 

"Byen Sover Aldrig" udkommer digitalt i dag.

ANNONCE