Nyhed

Wonderfestiwall tilføjer tre navne

Solen skinner over Bornholm i august med stråler af gamle kendinge og unge stjernefrø

Wonderfestiwall er nu klar med tre nye navne. Det er både gamle kendinge og unge stjernefrø: Suspekt, Ulige Numre (billedet) og Hymns From Nineveh. Årets festival på Bornholm finder sted fra den 21. august til den 24. august, og endnu engang ønsker arrangørerne at skabe et program, der favner bredt og dermed præsenterer noget for enhver smag, hvad enten man er til indierock, Balkan, soul, house eller pop. Med dagens fire tilføjelser har de i hvert fald repræsenteret indierocken, r&b, folk og poppen under årets program.

Albertslund-rapperne Bai-D, Orgi-E og Rune Rask - også kendt som Suspekt - melder sig klar til at spy deres kvalitets-rap ud over Bornholm. Deres hårde, dystre og kontante stil bliver ofte kaldt "horrorcore", så mon ikke publikum kan forvente tre herrer, der uden tvivl tager bladet fra munden. I 2011 udkom gruppens seneste album "Elektra", der fik fem ud af seks stjerner af GAFFA.

"Denne plade er fuld af tekstguldkorn, og ved at vælge et ville jeg fravælge et andet, så det lader jeg være med. I stedet vil jeg applaudere, at det næsten er lykkedes Suspekt at ramme den perfekte kombination af "blod, sæd og sprit-rap" vs. "personlig, dunkel og nådesløs rap," skrev GAFFAs anmelder Christian Grubert om pladen.


Ulige Numre lagde vejen forbi Hammerhus allerede tilbage i 2012, men i år har de deres anmelderroste debutalbum "Nu Til Dags" med i bagagen. GAFFAs Pelle Sonne Lohmann skrev om albummet: "Ulige Numre er ikke et videre originalt bekendtskab, men håndværket er i dén grad i orden, og melodierne sidder i skabet." Han kvitterede med fire ud af seks stjerner.

Slidte cowboyjakker og stramme, sorte jeans bliver obligatorisk beklædning, når det unge band starter en poetisk rockfest fra Wonderfestiwalls storscene. 

Fire mand stærk indtager Hymns From Nineveh Wonderscenen, hvor Jonas H. Petersens tryllebindende og sarte vokal får selskab af smukke vokalharmonier. Koncerterne emmer af en vis uforudsigelighed, som skabes af den brede inspirationsvifte lige fra elektronisk til kirkesalmer. Hymns From Nineveh er med hittet "A Kid on the Beach" blevet nomineret til P3 Lytterhittet og P3 Prisen ved årets P3 Guld.


Gruppens tredje album "Visions" begejstrede i høj grad GAFFAs Michael José Gonzalez, som kvitterede med fem stjerner: "Visions har elementer af et fortryllende storværk, mens der dog også rækkes ud efter stjernerne i en sådan grad, at nærværet i musikken næsten kan lide under det. Men også kun næsten, for elementerne smelter smukt sammen, og H. Petersens visioner kommer fuldt ud til deres ret. En absolut opløftende oplevelse at krydre efteråret med."

Billetterne til årets Wonderfestiwall, som altså finder sted den 21. august til den 24. august, kan købes via festivalens egen hjemmeside her.

ANNONCE