Folkeklubben er draget på togtur gennem det ganske land og spillede koncerter i toget og på stationer landet over. GAFFA var med.
Turnéaktuelle Folkeklubben udgav i sidste måned deres imødesete andet album, Danmarksfilm, og ganske i albummets ånd drog trekløveret på togtur gennem det ganske land og spillede koncerter i toget og på stationer landet over. GAFFA var med og præsenterede med udgangspunkt i trioens eget musikalske univers Danmarks nok hårdest turnerende band for en række emner, der blev grundigt uddybet af Kjartan og to gange Rasmus.
Se masser af stemningsfulde billeder fra turen her.
Folkeklubben er:
Rasmus Dall, guitar, mandolin m.m., 34 år, oprindeligt fra Humble på Langeland
Kjartan Arngrim, sang og guitar, 34 år, oprindeligt fra Odense, men opvokset i Risskov i Aarhus
Rasmus Jusjong, trommer, kuffert, keyboards m.m., 34 år, oprindeligt fra Valby
Således dækker de tre gutter en pæn portion af landet, selvom de alle tre nu er bosat i København
Folkeklubben tager – selvfølgelig, fristes man til at sige – på Danmarksfilm-tour i november. Læs mere her.
Udkantsdanmark
Kjartan Arngrim: – Da vi udgav vores ep for tre et halvt år siden, lavede vi en endagstour, hvor vi spillede otte koncerter rundt omkring i København. Og hvis der er noget, vi har lært i løbet af de sidste tre et halvt år, hvor vi har spillet 450 koncerter rundt omkring i hele landet, så er det, at der findes en verden uden for København …og Aarhus. Og hvis man vil leve af sin musik – og i øvrigt have nogle oplevelser ud over det sædvanlige – så skal man opsøge den verden, der ligger udenfor E45 og København. Der er glimrende oplevelser i København, de er bare lidt forudsigelige i forhold til, hvad man oplever eksempelvis Bagenkop eller Brovst.
Rasmus Dall: – Det er også derfor, vi valgte at holde vores rullende releasefest.
Rasmus Jusjong: – Det er fedt at spille små steder, der måske holder fire koncerter om året. Der er næsten altid udsolgt, og folk er vildt glade for, at der sker noget i nærmiljøet. Nogle gange bliver vi nærmest taget imod, som var vi Beatles, der var vendt hjem til Liverpool.
Kjartan: – Der var for nylig en artikel i Weekendavisen, hvor Udkantsdanmark blev skildret som et depraveret, afdanket og udpint fjendeland. For os er det fuldstændig omvendt. Vi kalder den "guldkanten", for folk køber billetter, møder op til tiden og lytter til hele koncerten. Der bliver lavet mad af lokale specialiteter og serveret lokal øl, og folk har glædet sig længe og bliver gerne og snakker og hygger, efter koncerten er slut. Man finder ud af, hvor kæmpestort og eksotisk vores lille land i virkeligheden er.
Rasmus D: – Alle valfarter til New York, men hvor mange ved, hvordan der ser ud i Bagenkop?
Djævlebakken
Kjartan: – En bakke, der ligger lige ved siden af psykiatrisk hospital i Risskov, hvor begge mineforældre har arbejdet gennem min opvækst. Jeg har holdt børnefødselsdage i gangene under hospitalet og spillet badminton med både plejere og patienter – og altså også haft nogle vilde kælketure i fuld fart ned ad Djævlebakken.
Spillemænd
Rasmus D: – Vi opfatter os selv som spillemænd, og det kan man ikke være, hvis man kun spiller i København, Aarhus, Aalborg og Odense.
Kjartan: – Vi er spillemænd forstået på den måde, at vi ikke laver andet. Vi har ikke et borgerligt erhverv ved siden af og tager spillemandsjakken på i weekenden. Jeg går også rundt i haven i det her tøj. Det er musikken, der præger vores liv, fra vi står op, og det er også derfor, vi spiller så meget, som vi gør.
Rasmus D: – Det er også derfor, vi kan leve af det.
Kjartan: – Jeg plejer at sige, at hvis vi brugte den samme antal timer på at gå med aviser, som vi bruger på musikken, ville vi være millionærer, haha!
Rasmus J: – Man skal ikke begynde at regne timelønnen ud. Vi slæber også vores gear selv – der er aldrig nogen, der har taget skade af at slæbe en forstærker.
Rasmus D: – Vi har sådan en guerillakriger-mentalitet, hvor vi er ude at kæmpe for vores sag, som er musikken.
Rockstjernedrømmen
Kjartan: – Den første sommer, vi var ude at spille festivaler, røg der en del øl ned. Og det kan der da også stadigvæk gøre i ny og næ, men vi er alle sammen over 30, og det er ikke sjovt at stå og være træt på scenen dagen efter. Det, der gør én rigtig høj er jo koncerterne – og ikke en god brandert bagefter. Man kan støve en brandert op så mange andre steder. Rockmyten prøvede vi mest at udleve i starten – nu har vi også alle sammen børn.
Rasmus D: – Ja, hvis man endelig føler sig lidt rock og rul en lørdag aften, skal man nok blive hevet tilbage til virkeligheden søndag morgen, når man skal tidligt op. Og det er sgu meget sundt.
Den første koncert
Kjartan: – En måned efter vi alle tre var kommet med i "klubben", spillede vi efter én øver på pushernes nåde en koncert i Folkets Park på Nørrebro for…
Rasmus J: – …Tre ludere og en hund.
Kjartan: – Siden har vi spillet 450 koncerter – så der har ikke rigtig været grund til at øve. Det gør vi til lydprøverne.
Navnet
Kjartan: – Da vi lige var begyndt at spille sammen alle tre, havde jeg lige købt den første danske folk-plade, En Aften I Folkeklubben med Cæsar, Per Dich og Povl Dissing, så før vi skulle spille vores første koncert foreslog jeg, at vi kaldte os selv Folkeklubben – vi skulle jo have et navn – og den var de andre med på, selvom jeg virkelig syntes, det var et dårligt bandnavn, haha! Planen var, at vi med tiden skulle finde på noget bedre, men nu hænger vi på det. Og er glade for det.
Bombet kiosk
Kjartan: – Det var en udbombet kiosk i Holmbladsgade, hvor ejeren ikke havde betalt beskyttelsespenge. Vi havde en aftale om at komme og spille der, men vi kunne læse i avisen, at den var blevet bombet. Vi fik en snak med Milad, der ejede kiosken om at spille der alligevel, og det gjorde vi så. Selvom det lignede en skyttegrav fra 1864 med sod op og ned ad væggene. Så var der koncert.
Rasmus D: – Vi spillede også i Svendborg til åbningsfesten for Hongkong, der var lavet om til et nyt spillested. Hele det gamle klientel – det var rimelig hårdt – var der dog stadigvæk, og da vi mødte op, kunne vi konstatere, at vi var de eneste, der ikke havde pisset i bukserne. Til gengæld var vi de eneste med tænder i munden.
Kjartan: – Ja, den var hård. De stod og råbte på Bamses Venner, da vi spillede vores sange.
Rasmus J: – Vi har også spillet på Mændenes Hjem, Ungeherberget …og Bøgescenen på Skanderborg. Sidstnævnte sted rystede vi ikke på hånden, fordi vi har spillet nogle ret vilde steder – fordi de var de eneste steder, vi kunne spille i starten. De var rummelige nok til at ville have os.
Kjartan: – Netop, det har ikke været sådan en Robin Hood-ting fra vores side. Det har bare været fordi, de var de eneste, der gad høre på os på det tidspunkt. Men nu spiller vi, hvor folk gerne vil have os til at komme, og vi er også blevet hyret til at åbne kongresser for både Venstre og Socialdemokratiet, og begge partier har fået al den røg, vi synes, de har fortjent. Vi er ikke politiske, vi er spillemænd – og som spillemænd har vi det privilegium, at vi står på den anden side af samfundet. Når lønnen er lav og publikum og salgstal svigter, kan man i det mindste trøste sig med, at man står på den anden side af samfundet og har valgt en romantisk levevej.
Rasmus J: – Men vi står ikke på den anden side af samfundet forstået på den måde, at vi er et protestorkester, der peger fingre. Sådan er det slet ikke.
Kjartan: – Nej, overhovedet ikke. Vi kommer mere ind som artister og underholder med andre perspektiver end djøf'ernes – og der skal være plads til begge dele. Lidt ligesom når cirkus er i byen.
Rasmus J: – Ja, så er der gøgl!
Liveband
Rasmus J: – Vi er først og fremmest et liveband. Vi spillede 36 koncerter på vores forårstour…
Kjartan: – Ja, og sommertouren startede dagen efter, forårstouren var slut.
Rasmus D: – Derfor er pladen også blevet til på landevejen og i tourbussen. Sangene har været med landet rundt for til sidst at blive fuldendt i studiet.
Kjartan: – Så hvis jeg lyder lidt hæs på et nummer, er det måske, fordi vi har været i Brovst dagen før og spillet hele natten, og det har sat sine spor. Så det er Danmarksfilm på mange måder.
Rasmus J: – Vi er så glade for at spille, at vi ikke kunne holde tanken ud om at holde pause fra landevejen i fire måneder for at tilbringe dem i et øvelokale eller et studie. Vi har kun øvet otte gange, siden vi startede.
Fedterøv
Kjartan: – Fedterøven er jo en kim indlagt i os alle sammen, som kan springe ud. Og den findes i alle segmenter. Venstrefløjen tror for eksempel, de har patent på de rigtige holdninger og solidaritet, og det at tro, at man via et politisk standpunkt har patent på de rigtige holdninger, er eddermame fedtet. Nogle af de største fedterøve, jeg har mødt, har jeg mødt på venstrefløjen. Et sted, du stensikkert ikke oplever, at der er nogen, der giver en omgang, det er på venstrefløjen. Men den når hele hjulet rundt, fra de venstreorienterede til de borgerlige til dem, der står og synger og råber og skriger ad de andre fra deres sted uden for samfundet. Vi er trods alt selv de største fedterøve.
Rasmus D.: – Vi slås med den indre fedterøv hver dag. Det kan også være at huske at være god ved sin kæreste eller nærværende over for sine børn. Man kan være fedtet med mange ting.
