Nyhed

Genfødt DMA World fejrede verdensmusikken

Formidable The KutiMangoes feat. Patrick Kabré var helt fremme med både en optræden og den store pris for årets worldudgivelse

Overrislet stemning og højt til loftet. Og en prisfest, der i år havde fornyet sig. Mine damer og herrer: World Music Denmark indkaldte til den årlige prisuddeling i kategorien verdensmusik på Copenhagen Jazzhouse. Og vel at mærke med nogle vindere, der har sat vægtige aftryk over det sidste år.

Indrømmet: GAFFAs udsendte var der ikke helt til tiden til en fest, som er tilrettelagt, så gæster fra Jylland kan nå hjem efter festen. Altså ukristeligt tidligt. Så da jeg kom, havde The KutiMangoes anført af den glimrende sanger fra Burkina Faso, Patrick Kabré, optrådt. Et band, der efter udgivelsen af deres glimrende album Afro-Fire (se: http://gaffa.dk/anmeldelse/84128) havde skabt sjælden forventning, og en plade, der siden vandt den eftertragtede pris for Årets Danske World Album. I øvrigt i hård kamp med andre glimrende udgivelser, som Moussa Diallos mægtige Blues For 333 Saints (se: http://gaffa.dk/anmeldelse/74875).

Hvad der derimod mødte mig var et halvbizart show i form af to konferenciers, der gav den i aparte fremtoning og med vittigheder af den slags, der kun virker i overrislet selskab. Hvorfor et hjerteligt bifald skyllede op mod scenen. Hvor man dog stadig godt kunne have givet selve prismodtagelserne en tand mere, når vi nu ikke var i Hollywood og havde et ur, der begynder at tælle ned, når takketalen bliver for lang. I den danske version, anno 2014 lokation Jazzhouse, var det som om, det blev for cheesy at takke venner og familie, hvorfor det var, som prismodtagelserne nærmest havde karakter af noget der skulle overstås. Det kan man godt forbedre til næste år.


Alligevel en dejlig fest, hvor rigtigt mange publikummer, bands og branchefolk var mødt op. Og hvor spillesteder som Klaverfabriken i Hillerød gik ind og overraskede i kategorien Årets Spillested i en konkurrence, hvor man var oppe mod profilerede steder som Global, Roskilde Festival og Atlas i Århus. Og hvor evnen til at skabe et sted, der havde fået rigtigt mange i hele Nordsjælland til at møde op igen og igen til verdensmusik, altså blev belønnet. GAFFA talte efterfølgende med Jens Rømer, spillestedets kunstneriske leder, der var meget rørt på vegne af et spillested, som nu nåede endnu en milepæl, efter i 2012 af være blevet et landets 19 regionale spillesteder.

Kan ikke være bedre

- Det bliver bare ikke bedre!


Sådan karakteriserede The KutiMangoes'-bagmændene Michael Blicher og Gustav Rasmussen efterfølgende oplevelsen af at stå på scenen og modtage den irgrønne pris for Arets Danske World Album. Og Michael Blicher fortsatte i samme spor om bandet, der med pladen Afro-Fire og efterfølgende turné i det vestafrikanske land Burkina Faso, er gået fra sejr til sejr med en musik, der oprindelig var skrevet af Blicher og Rasmussen og egentlig færdigindspillet med danske musikere, da der pludselig kom tre mand fra nabolandet til Mali og ændrede rigtigt meget. Hvor ikke mindst sangeren og perkusionisten er et visuelt og musikalsk midtpunkt, der for alvor har de dygtige danske musikeres originale miks af jazzinspiration og vestafrikanske melodier til at blomstre og få den altafgørende sidste rest af intensitet.

Michael Blicher udtalte:

- Det har været en utrolig uge. Efter at der for alvor blev kendt, at vi var nomineret til denne fornemme pris, har der været en masse opmærksomhed. Denne pris er en enorm hjælp for os, siger Michael Blicher, og hans makker slutter af med ordene:


- Det er helt fantastisk. Vi havde forestillet os meget, men ikke at vi kunne komme til at stå her med denne fornemme statuette. Det giver virkelig fornyet tro på tingene.

En tro, orkestret sikkert kan bruge i metermål. I disse dage er de i færd med at komponere og indspille album nummer to af denne helt specielle dansk-burkinske rejsefortælling.

DE VANDT I DMA WORLD:


ÅRETS DANSKE WORLD TRACKAHMET ÜNAL ALICI feat. HUDNA – 'DEĞERIMI BILMEDIN'

ÅRETS DANSKE WORLD KOMPONISTKIM RAFAEL NYBERG – 'PAXIMA (radio edit)'

ÅRETS DANSKE WORLD ALBUMTHE KUTIMANGOES – 'AFRO-FIRE'


ÅRETS DANSKE WORLD LIVENAVNPATCHANKA

ÅRETS DANSKE WORLD SPILLESTED: KLAVERFABRIKKEN

ANNONCE