Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Farverig basfest i Pumpehuset, techno på Boxen eller olympisk dans på Søpavillonen? Find vej til de rigtige dansegulve her.

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

Sov, festfolk


Hvis man ikke synes, vejret er tristesseagtigt nok, kan man give novembermelankolien et ekstra boost torsdag aften til tonerne fra Sleep Party People, som spiller i Warehouse 9 på Onkel Dannys Plads. Det er Vice og WiMP, der inviterer, og det er gratis, som det plejer - også de øl og Jägermeister-shots, der serveres oveni (til de første). Najaaraq Nicoline Vestbirk, netop hjemvendt fra årets Red Bull Music Academy i Tokyo, dj'er både før og efter. (Læs Gaffas artikel om sidste års Red Bull Music Academy i New York her.)

Hvad: VICE og WiMP Live Sessions præsenterer Sleep Party People
Hvor: Warehouse 9, Onkel Dannys Plads 1, Kbh. V.
Hvornår: Torsdag 6. november kl. 20


Efterfest på Kobe

Og mere samme aften: Hvis man skal til Schultz and Forevers koncert på Lille Vega og gerne vil hænge ud med bandet bagefter (eller hvis man IKKE skal til koncerten, men gerne vil hænge ud med bandet alligevel), så skal man tage ned på torsdagsklubben Kobe i Kødbyen, som holder Schultz and Forever- afterparty. Dørene åbner kl. 22 med jazzkvartet og fri bar, og derefter indtager Serbern dj-pulten, inden bands og fans kommer væltende.

Hvad: Schultz and Forever afterparty
Hvor: KOBE, Kødboderne 5, Kbh. V.
Hvornår: Torsdag fra kl. 22
Hvordan: Facebook-link


Fest nummer 37



Det er intet mindre end den 37. fest i rækken, når Beat Me indtager KB18 fredag aften med med den tyske producerduo Mat.Joe som hovednavn og undergrundshouse natten lang. Øvrig lineup: Kant, Ryan Mathiesen, Joe Kay, Milo S og Denis Filopovic. 60 kr. i døren, og der festes helt til kl. 08.

Hvad: Beat Me #37 – Mat.Joe
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.
Hvornår: Fredag 7. november kl. 23.55-08
Hvordan: Facebook-link



Farverig basfest i Pumpehuset


Der er bastungt og visuelt show i Pumpehuset lørdag, når Lucy Love giver koncert i anledning af udgivelsen af remix-udgivelsen af pladen "Desperate Days of Dynamite". Ud over de originale numre er der otte remixes på pladen, hvoraf et er den britiske producer Tom Shorterz' house-version af "Colours" (som du kan høre her). Den norske duo Smerz varmer op med tung techno/post-dubstep/hiphop, og efter koncerten er der efterfest med Knuckle Walkers i rygebaren.

Hvad: Lucy Love
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde 52, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag 8. november fra kl. 20
Hvordan: http://pumpehuset.dk/koncerter/lucy-love/


Technomatematik på Boxen


Der er live-techno fra Detroit på Culture Box lørdag, hvor Luke Hess indtager mainfloor sammen med den tyske Tresor-resident-duo Zenker Brothers og danske Resoe. Louis Petri og Kong fyrer op for festen på Red Box, og der er dyb bas på White Box med bl.a. Sky Juice Sound og Jah Turban.

Hvad: Luke Hess live
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K
Hvornår: Lørdag fra kl. 23
Hvordan: Facebook-link



Psykedelisk og progressiv trance på Søpavillonen


Skal tempoet være højere og hårdere og farverne vildere, foregår det på Søpavillonen, hvor Psy Olympics trancer den op med live-sæts fra bl.a. Day Din (Tyskland), Tezla (Schweiz), Waio (Brasilien) og Talpa (Serbien) – samt en hel håndfuld dj's oveni, bl.a. Joel og Rydder. Masser af deco og et publikum, der kommer for at danse igennem på den hårdt olympiske måde.

Hvad: Psy Olympics
Hvor: Søpavillonen, Gyldenløvesgade 24, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag kl. 22 til 06
Hvordan: www.billetto.dk/PsyOlympics


X
GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!
ANNONCE