Reportage: Iceland Airwaves fra The Knife til Yahya Hassan

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion

Nok er Reykjavik Islands hovedstad, men dens størrelse taget i betragtning nok alligevel ikke, hvad de fleste forbinder med en hovedstad. Med sine omkring 200.000 indbyggere ud af Islands samlede befolkning på omkring 300.000 indbyggere ligger den i en størrelse, der mest af alt minder om Odense Kommune. Alligevel har den lille islandske hovedstad formået at fostre en musikscene, der langt overgår, hvad dens størrelse berettiger til.

Island og særligt Reykjavik kan prale af en blomstrende musikindustri og har som en anden geyser været springkilde for store internationale succeser som The Sugarcubes, Björk, Sigur Rós, og senest stortsællerten Àsgeir.

Hvert år i starten af november løber den efterhånden legendariske indiefestival Iceland Airwaves af stablen; en af de mest toneangivende festivaler overhovedet. Som et skørt, musikalsk karneval høres lyden af forskellige bands fra de mange off-venues rundt om i byens centrum, det famøse 101 Reykjavik. Og byens smukke konference- og koncerthus Harpa, tegnet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Batteriið Arkitekter og Studio Olafur Eliasson og inspireret af nordlyset og den islandske natur, emmer af liv med de mange officielle koncerter i bygningens flotte sale.

Ikke nok med, at festivalen er toneangivende, idet et af dens varemærker er at fokusere på det nye og ukendte, men Iceland Airwaves er i høj grad også et udstillingsvindue for Island og islandsk musik. Med så få indbyggere, så mange udøvende musikere og kun én decideret hovedgade i Reykjavik, hvoraf størstedelen af musikerne lever, og hvoraf størstedelen af byens venues er at finde, skulle man måske tro, at konkurrencen blandt musikerne var stor. I stedet hersker et fællesskab, alt imens landets befolkning bakker op om den musikalske scene, idet den er med til at rette verdens øjne mod landet mod nord og hjælper med at højne turismen.

Især i dagene omkring musikfestivalen Iceland Airwaves. Dette års festival, nummer femten i rækken siden festivalen startede tilbage i 1999, er netop afviklet over fem dage, og GAFFA var med, da Reykjavik blev besøgt af flere tusinde festglade musikentusiaster fra nær og fjern.

Islandske indslag

Det er ikke den nemmeste øvelse at agere rundt i et stort udvalg med over 260 officielle koncerter og langt, langt flere off-venues på dette års musikprogram. Ved hjælp af research, tips fra garvede Airwaves-gængere og hjælpsomme islændinge, en velfungerende og informativ app og en portion tilfældighed lykkedes det at komme godt rundt om det store udbud af kunstnere.

Et af de mere interessante indslag fra den islandske musikscene var Hörður Bjarnasons soloprojekt M-Band. Med sin beat-drevne electronica og tenorvokal leverede han en atmosfærisk stemning, der virkede sært dragende. Live består hans set-up af analoge synthesizers, trommemaskiner, loopers og samplers, og han fik hurtigt fanget opmærksomheden hos de mange fremmødte i Gamla Bió.

Fredag aften stod blandt andet i symfoniorkstrets tegn, da den islandske komponist Jóhann Jóhannsson og Iceland Symphony Orchestra med dirigent Guðni Franzson i spidsen opførte deres nye lyriske portræt The Miners' Hymns til Bill Morrisons sort/hvide film om minedriften i det nordøstlige England. Med symfoniorkestret i forgrunden, filmen vist på storskærm i baggrunden og Harpa Eldborgs rødlige farver blev der sat en smuk ramme om en oplevelse, der til tider var spændende og lærerig, men i længden også blev en smule kedelig.

Men den vel nok største oplevelse blandt det islandske opbud var den 22-årige Ásgeir. Hans lyse og lette, men intense, elektronisk eksperimenterende folkrock har taget ikke kun hjemlandet, men efterhånden verden med storm. Mig selv inklusive, og jeg var derfor i god tid, da Àsgeir gav koncert i den specialdesignede Nordic Playlist Radio Bar, som var en del af Iceland Airwaves off venue-program. Og gudskelov for det, for køen var lang ude på gaden, hvor mange måtte nøjes med at nyde hans stemme gennem højtalerne.

Det var ikke første gang, jeg havde fornøjelsen af at høre Àsgeir i år, og han skuffer aldrig. Særligt ikke i dette intime, akustiske set-up med nedskalerede udgaver af hans smukke sange fra hans islandske debutalbum Dýrð í dauðaþögn, der i 2012 resulterede i rekorden som hurtigst sælgende debutartist på Island nogensinde, og som slog det fast med syvtommersøm, at der her er tale om en stjerne.

Finsk kultfænomen

Danmark plejer at være godt repræsenteret ved Iceland Airwaves, og i år bestod det danske line-up blandt andre af Kasper Bjørke, Tomas Barfod og den legendariske radiovært Jan Sneum. I en lille time stod Jan Sneum bag pulten i Nordic Playlist Radio Bar, hvor han øste ud af sin brede viden om nordisk musik gennem tiden.

Også poeten Yahya Hassan var at finde på festivalen, der ikke kun tilbyder musikalske indslag, men også litterære. Og der var noget nært familiært over at sidde i en af Harpas store sale og høre succesforfatteren recitere på dansk fra sin selvbetitlede debutudgivelse fra sidste år, mens andre nationaliteter måtte læse oversættelser af digtene kastet op på en storskærm på skiftevis engelsk og islandsk.

Turen gik også forbi KEX Hostel, hvor finske Jaakko Eino Kalevi gav én ud af sine i alt fire koncerter. Det særlige ved Iceland Airwaves er nemlig, at rigtig mange af de optrædende giver flere koncerter i løbet af de fem dage, festivalen varer, og det giver rig mulighed for at nå godt rundt om programmet.

Jaakko Eino Kalevi er efterhånden blevet et kultfænomen i hjemlandet Finland og har allerede optrådt i Danmark på henholdsvis Spot Festival og Roskilde Festival. Med debutalbummet Dragon Quest tilbage fra 2007 og ep'en Dreamzone fra sidste år med sig i bagagen fik Jaakko Eino Kalevi sat gang i dansegulvet på KEX Hostel. Hans luftige vokaler, dansable beats og blanding af indiepop, electronica og house er super spændende at lytte til, og der er ingen tvivl om, at Jaakko Eino Kalevi er værd at holde øje med.

Seje kvinder i Harpa

Det smukt beliggende koncerthus Harpa huser de fleste af festivalens store, officielle koncerter, heriblandt de nordiske sangerinder Alice Boman og Emilie Nicolas, der begge gav koncert torsdag aften i Harpa Norðurljós.

Først svenske Alice Boman med sin melankolske renhed, der på én gang summer af fred og længsel. Der er noget skrøbeligt over hende, når hun samtidig kraftfuldt leverer numre som den fine Waiting, og hun formår hurtigt at skabe et rum med sin musik, der tvinger publikum til at lytte.

Bagefter var det norske Emilie Nicolas med sin mørke og emotionelle lyd. Den 25-årige sangerinde er allerede et stort navn i hjemlandet med sine musikalske lydlandskaber af elektronisk pop, og det var tydeligt under koncerten i Harpa, at der er stort potentiale og kraft i hendes stemme.

En kvinde, der i den grad også leverer musik med saft og kraft, er britiske Anna Calvi, der fredag aften indtog scenen i Harpa Silfurberg. Med en attitude, selv Lana Del Rey må misunde hende, blev det ene nummer efter det andet leveret fra en møghamrende sej kvinde og hendes guitar. Gotisk melodrama og storladne rockbrøl fra en lille kvinde fyldte hurtigt rummet, og det var svært ikke at blive imponeret over den selvsikre karma, der bredte sig over scenen.

Svensk totalperformance

Lørdag aften bød på festivalens vel nok sværeste, musikalske valg. Future Islands eller The Knife. Hvordan finder man på at placere to af de absolut største headlinere på præcis samme tidspunkt? Overvejelserne var mange, men muligheden for at starte med The Knife og løbe videre og nå slutningen af Future Islands blev hurtigt udelukket. Hvad ville chancerne overhovedet være for at komme ind midt under koncerten? Dilemmaet blev derfor gjort op ud fra følgende argumenter: Jeg hørte Future Islands på dette års Roskilde Festival og får forhåbentlig muligheden igen i fremtiden. The Knife har jeg aldrig oplevet live, og koncerten på Iceland Airwaves er annonceret som duoens sidste i deres karriere. Altså blev lørdag dedikeret til svenske The Knife.

Jeg vidste på forhånd, at det ville blive et spektakulært show og noget ud over det helt sædvanlige, og det var derfor med store forventninger, jeg tog til Harpa Silfurberg og fik mast mig godt op foran. Det her skulle opleves på nært hold. Og det blev et show uden lige. Aldrig har jeg oplevet en koncert, der på nogen måde – overhovedet – kan sammenlignes med dette. I virkeligheden er koncert nok også det helt forkerte ord.

Det var mere en totalperformance – måske endda freakshow, jeg kan ikke helt bestemme mig – hvor samtlige 10-15 sminkede mand på scenen oksede rundt fra sted til sted og fra funktion til funktion. Skiftevis sang, dansede og spillede de hver især. Der var gang i sceneudstyr, glimtende dragter og playback til den store guldmedalje. Og de fortjener virkelig en guldmedalje, for hvor mærkelig en oplevelse, det end var, var det virkelig en oplevelse, jeg sent vil glemme. Og så var det ikke blot sidste show på duoens "Shaking the Habitual"-tour, men som nævnt den sidste i den ellers legendariske elektroduos karriere. Øv!

Ja, Iceland Airwaves forstår at levere musikalske oplevelser, der er værd at rejse ud for. Og så er det endda ikke alene musikken, der er dragende ved Iceland Airwaves. Festivalens placering i den smukt beliggende Reykjavik er bogstavelig talt bjergtagende. Med udsigt til sneklædte bjerge, små hyggelige gader og kun en kort bustur væk fra kulsorte lavastrande, van(d)vittige gejsere og larmende vandfald er denne location fuldstændig unik. Og føler man sig en smule træt efter gårsdagens mange koncerter og Reykjaviks hektiske natteliv er en tur i Den Blå Lagune ikke at kimse af. Alt dette tilsat en masse lækre koncerter – what's not to like? Iceland Airwaves, vi ses igen.

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion