Nyhed

Julian Casablancas + The Voidz til Danmark

Strokes-forsangeren gæster landet med sit nye band

Julian Casablancas giver koncert i Store Vega i København 16. december med sit nye band, The Voidz.

Casablancas begyndte sin musikkarriere med New York-rockgruppen The Strokes, som brød igennem i 2001 med debutalbummet "Is This It" og sange som "Hard To Explain" og "Last Nite". I 2009 valgte han at gå solo for en periode og udgav soloalbummet "Phrazes For the Young", hvor førstesinglen "11th Dimension" blev valgt som Ugens Uundgåelige på P3. For nylig udgav han albummet "Tyranny" i spidsen for bandet Julian Casablancas & The Voidz, men The Strokes eksisterer fortsat med Casablancas som sanger og udgav albums i både 2011 og 2013. "Tyranny" udkommer dog først i Danmark 13. oktober.

Musikken på det nye album beskrives som "Jazz og punk – forbløffende melodiske passager", "Musik fra vores tid" og "Det lyder som hele verden med en masse kraft." Det fortalte Casablancas og bandmedlemmerne i en video, som blev udgivet tidligere på året. Du kan se videoen her.


Sangen "Human Sadness" er offentliggjort som første single, og hele den 11 minutter lange sange kan du opleve nedenfor. De 12 sange udkommer både på cd, lp, digitalt, som kassettebånd og som en lighter, hvor sangene er indlagt via et USB-stick.

Ud over Julian Casablancas består bandet af Jeramy "Beardo" Gritter (guitar), Amir Yaghmai (guitar), Jacob "Jake" Bercovici (bas, guitar og synthesizers), Alex Carapetis (trommer og percussion) og Jeff Kite (keyboard). De to sidstnævnte var også en del af Julian Casablancas første soloprojekt Sick Six' livebands, hvor også den mellemste søster i Haim, Danielle Haim, har spillet guitar.

Danmark er i øvrigt ikke helt ukendt land for Casablancas, idet han er søn af Miss Danmark 1965, Jeanette Christiansen, og John Casablancas, indehaver af modelbureauet Elite Model Management.


Billetsalget til koncerten begynder fredag den 10. oktober klokken 10 via Vega.dk og Billetnet.dk.

Hør den seneste single, "Human Sadness" fra Julian Casablancas+The Voidz:


ANNONCE