Den engelske rockduo gæster landet i det nye år
Royal Blood er med deres minimalistiske lineup blevet kaldt det engelske svar på amerikanske rockgrupper som The White Stripes og The Black Keys. Den 22. marts næste år har Royal Blood annonceret koncert i Vega.
Duoen er forholdsvis nyetableret, da den blev dannet i 2013. Den består af trommeslager Ben Thatcher og forsangeren og bassisten Mike Kerr. Den 11. november sidste år udgav bandet førstesinglen "Out of the Black" fra debutalbummet "Royal Blood". Albummet udkom dog først i sommer i år. I anmeldelsen af albummet var GAFFAs læsere begejstrede set ud fra karaktergivningen – fem stjerner blev det til.
De to musikere har fået stærk opbakning specielt i hjemlandet, hvor de – efter en optræden på Glastonbury – blev inviteret med på turné af Arctic Monkeys. Denne sommer fulgte Reading- og Leeds-festivalerne samt den danske debut på NorthSide for duoen. GAFFA beskrev den som "Rock and roll skåret ind til benet". Anmelder Ole Rosenstand Svidt gav koncerten fire stjerner, og igen var GAFFAs læsere begejstrede for Royal Blood.
Royal Bloods selvbetitlede debutalbum "Royal Blood" udkom den 25. august og er på trods af deres nystartede karriere blevet en succes i England. Hele 66.000 købte albummet i den første uge. Lignende salgstal er ikke set, siden Oasis' Noel Gallagher debuterede solo i 2011.
Duoen optræder på Vega i København den 22. marts næste år, og forsalget starter om kun to dage, nemlig torsdag den 16. oktober fra kl. 10.00. Du kan købe billetter via Billetlugen.
Nummeret "Come On Over" udkom som en b-side til Royal Bloods debutsingle "Out of the Black". Hør "Come On Over" neden for: