Nyhed

Hvem topper den danske hitliste?

Traditionen tro tager vi et kig på ugens hitlister for albums, tracks og streams – der er to nyheder i top tre

Ugen er ved at rinde ud, og det er i dag fredag og dermed dagen for offentliggørelsen af de danske hitlister. Igen i denne uge ser vi nærmere på toppen og ugens nyheder.

I denne uge er vi vidne til store ændringer i toppen af albumhitlisten. Sidste uge erobrede Tina Dickow, med sin fløjlsbløde stemme og sit nye album "Whispers", listens førsteplads for anden uge i træk. Andenpladsen blev belejret af Kira Skov og Marie Fisker med albummet "The Cabin Project", som var sidste uges højeste nyhed.

Kvinderne er nu blevet skubbet ned på henholdsvis en anden- og en tiendeplads af de kønspolitisk ukorrekte herrer Suspekt (billedet). De har nemlig indtaget listens førsteplads med deres spritnye album "V". Softporn og hiphop er altså det, danskerne vil have i denne uge.


Albertslund-drengene har dog stadig hård konkurrence fra Tina Dickow – som i øvrigt medvirkede på Suspekts forrige album "Elektra" på sangen "Helt Alene" – der i denne uge må nøjes med andenpladsen. Rasmus Seebach sad i sidste uge sikkert på tredjepladsen med albummet "Ingen Kan Love Dig I Morgen", men han er blevet skubbet ned på en fjerdeplads til fordel for listens anden store nyhed. Nyheden er, at Robert Plant er gået ind på tredjepladsen med sit spritnye album "Lullabys and… The Ceaseless Roar". Barbara Moleko, som for tiden slår sine folder i tv-programmet "Toppen Af Poppen", har indtaget listens femteplads med albummet "Lykken er…". Slowhand, bedre kendt som Eric Clapton, er at finde på listens sjetteplads med albummet "The Breeze".

På tracklistens førsteplads er sidste uges krontager Barbara Moleko med sin fortolkning af Anne Dorte Michelsens "Indianer" væltet af pinden til fordel for Meghan Trainors "All About That Bass". Medina klamrer sig til listens andenplads, hvor hun med nummeret "Giv Slip" har placeret sig solidt.

På airplay-listen indtager Meghan Trainor også førstepladsen med "All About That Bass", efterfulgt af Lukas Graham på andenpladsen med "Mama Said". Tredjepladsen går til Sam Smith med "Stay With Me".


Hør Meghan Trainor med "All About That Bass" herunder:

ANNONCE