Bill Ward er ikke helt tilfreds med Ozzy Osbournes udtalelser
Bill Ward, Black Sabbaths tidligere trommeslager, har for første gang siden 2012 udtalt sig offentligt om sin strid med sit tidligere bands forsanger. Der har ellers siden 2011 været kold luft i mellem de to, da Ward ikke var tilfreds med betingelserne for en Black Sabbath-reunion.
Det, der startede med at være uenigheder om kontrakten, har ifølge Ward selv udviklet sig til fornærmelser fra Osbournes side og nu, tre år senere, har Ward tyet til tasterne på Facebook og talt ud:
"Der er altid spekulationer om et ægte og originalt lineup til den næste turné eller indspilning. Med et vemodigt hjerte må jeg sige, at jeg ikke ønsker at deltage i nogen musikalske virksomheder, før der bliver rettet op på de usandheder, der er blevet sagt om mig."
Hvilke usandheder, der er tale om, er trommeslageren ikke særlig specifik omkring i sit opslag, men han er sikker på, at Osbourne ved det og ønsker derfor en offentlig undskyldning fra ham:
"Fordi jeg var hængt ud offentligt, så vil jeg have ham til at rette op på det offentligt og ikke igennem en Ozzy-repræsentant" og forsætter: "Jeg ønsker ikke at fortsætte med ham, før dette tilsyneladende ufremkommelige dilemma bliver udredt. Jeg tror ikke, at tidligere stærke bånd kan forblive stærke efter denne strid ved blot at feje det ind under gulvtæppet, eller ved at komme med en sølle undskyldning, eller ved at sige "Åh, det er alt sammen ovre nu". Sådan virker det ikke for mig. Uret skal gøres ret, det er det, jeg ønsker, hvis jeg nogensinde skal være hans ven igen."
Wards følelser kom som en overraskelse for bandets guitarist, Tony Iommi, der i 2012 fortalte: "Jeg vidste ikke, at Bill havde disse problemer, da vi fandt sammen igen, han nævnte det slet ikke. Det var ret forvirrende. Vi ønskede, at han blev involveret, men det blev bare for svært."
I samme interview tilføjer Osbourne: "Du kan ikke bare sige: 'Jamen, jeg kan ikke lide det'" og afslutter prompte, "Få fingeren ud og tag dig sammen. Livet som boheme-rockstjerne er over for længe siden."
Det er ikke længe siden, at Black Sabbath måtte aflyse deres koncert i Japan grundet sygdom. Koncerten skulle eftersigende være deres sidste nogensinde, men ifølge en Black Sabbath-repræsentant er det ikke tilfældet. Om end der har været tale om en afskedsturne, så er intet blevet bekræftet endnu.





