Den danske reggaeton-duo er igen på slap line i Colombia
Den danske reggaeton-duo Camilo & Grande er klar med en musikvideo til deres seneste single, "Ny Champagne", der tidligere på sommeren var P3's Uundgåelige. Vi kender i forvejen Camilo & Grande fra singlerne "Røgsignaler" og "Gir Dig", og de er nu på vej med deres debut-ep "Eufori", som "Ny Champagne" er en forsmag på. Videoen er indspillet i Colombia og hylder både champagne og kvinder. Se den nedenfor, hvor du også kan se en forklaring på, hvad reggaeton er.
Den kommende ep byder på Camilo & Grandes særlige blanding af sydamerikansk rytmik og danske tekster med lyst til at mærke livet.
"Vores ep handler om kvinder, vi gerne vil forgude. Den handler om verden, og hvordan vi oplever Danmark i forhold til Sydamerika. Det er en intens følelsesrejse, som balancerer mellem eufori og melankoli," siger Camilo.
Reggaeton er en musikgenre, der har rødder i latinamerikansk og caribisk musik. Dens lyd stammer fra den spanske udgave af reggae-musikken i Panama. Navnet "reggaeton" blev senere til i Puerto Rico for at differentiere genren fra den spanske reggae.
Reggaeton betegner et meget specifikt beat og en særlig rytmisk struktur.
Reggaeton trækker ud over reggae inspiration fra den jamaicanske dancehall såvel som den latinamerikanske salsa, hiphop og electronica. Vokalen er typisk en blanding af rap og sang, typisk på spansk.