GAFFAs samlede skribenter har i fællesskab valgt årets bedste udgivelser
GAFFAs samlede skribenter har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – efter et pointsystem – kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2015 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser.
Vi er i gang med årets 30 bedste internationale album og tæller ned til førstepladsen. Senere følger de 10 bedste danske album.
Hør sangene fra videoerne på en playliste fra Spotify nederst. Joanna Newson-nummeret er dog ikke på Spotify.
Hør og læs om nummer 30-21 på listen her og hør og læs om nummer 20-11 på listen her.
10. Joanna Newsom (billedet) – Divers
(Drag City)
En uovertruffen magtdemonstration udi kringlet, opfindsom, melodiøst uforudsigelig og evigt foranderlig, rigt blæser- og stryger-orkestreret og generelt bare svimlende smuk folk-sanger/sangskrivning. Newsom er fortsat en forrygende historiefortæller uden mange sidestykker, og at hun denne gang har allieret sig med Prags symfoniorkester, gør selvsagt ikke de ofte skæve og altid raffinerede arrangementer mindre interessante. Divers er en dybt detaljerig sag, der naturligvis også byder på masser af mild harpe, Newsoms signatur-instrument.
9. Father John Misty – I Love You, Honeybear
(PIAS / Sub Pop)
Tekstmæssigt er Tillman i en særegen liga med ofte misantropiske, spydige og tragikomiske fortællinger, ikke ulig en Randy Newman og der har ærligt talt ikke været en mere underholdende knækprosaist, siden Rufus Wainwright peakede. Læg dertil, at Tillman er en fortrinlig sanger, der brillerer i alt fra det jazz-croonede i Nothing Good Ever Happens At The Goddamn Thirsty Crow til det maniske i den pumpende The Ideal Husband og det forførende i Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins) med lystige strygere og horn. Simpelthen mageløst.
8. Jamie xx – In Colour
(Young Turks)
Det er sangene med vokal på, som lyser mest op her. Stranger in a Room – denne gang med The xx-vokalist og bassist Oliver Sim på sang – bliver et åndehul i Smiths programmeringsleg, hvor sangskrivningen er i kærkomment fokus. Det er generelt ikke så meget nyt under solen – på nær gospelomkvædet på Loud Places og det næsten vellykkede reggae-track I Know There's Gonna Be Good Times – men pladen emmer af en mere opløftende stemning uden at miste sit søvnige udgangspunkt. Her er det bare tidligt om morgenen i stedet for sent om aftenen. Uden tvivl en plade, som tåler rigtig mange gennemlytninger.
7. Foals – What Went Down
(Warner Music)
Oxford-artrockerne Foals bør slå stort igennem med dette deres fjerde album. What Went Down er en selvsikker, ambitiøs og pumpet samling numre, i stensikker James Ford-produktion. Mountain at My Gates er mere klassisk britisk indie, og Albatros viser endnu en facet og endnu en styrke på albummet og er det nummer, der musikalsk mest peger tilbage på bandets to foregående skiver, hen over en intens tekst. På én gang skrøbeligt og aggressivt og virkelig, virkelig godt.
6. Florence And The Machine – How Big, How Blue, How Beautiful
(Universal Music)
Sangskrivningen er i top albummet igennem, og omgivet af hvirvlende arrangementer med strygere, blæsere og marchtrommer driver Welchs udtryksfulde vokal numrenes melodiske kerne fremad. How Big How Blue How Beautiful kommer vidt omkring, og der er skvulpende bølgegang i de brusende lydlandskaber, men der er en melodisk og næsten poppet ligefremhed i sangenes højtflyvende alvor og en piskende energi i det kompromisløst bredtfavnende udtryk, så man ikke har så mange andre muligheder end at lægge sig ned og overgive sig til disse 11 numre, der vitterligt er store, blå og meget smukke.
5. Kendrick Lamar – To Pimp A Butterfly
(Universal Music)
Forud for udgivelsen blev der spekuleret i, om Kendrick ville bevæge sig i en mere kommerciel retning end på good kid, m.A.A.d City, men bare rolig. Her jages nemlig hverken hits eller sigtes efter singler – i stedet er det et eklektisk udtryk, der farver albummet og først og fremmest har til formål at udgøre en frodig grobund for Kendricks udfoldelser. Men en ting er lydsiden, noget andet er Kendrick selv, og han er i absolut storform på To Pimp A Butterfly, som byder på 79 ambitiøse minutter, hvor vores hovedperson dels spytter rim i særklasse, men så sandelig også har noget på hjerte.
4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
(Asthmatic Kitty)
Det er voldsomt tæt på, intimt og ærligt af amerikaneren undervejs. Og der er en konstant kontrast mellem tungheden af ordene og letheden i musikken, der fungerer overraskende godt. Tag for eksempel No Shade in the Shadow of the Cross, hvor Michigan-sangeren ytrer: "There's no shade in the shadow of the cross" efterfulgt af en tøvende vejrtrækning, som skulle han lige til at sige noget, men beslutter sig for at lade være. På denne måde bliver vi suget ind i en intens personlig historie på Carrrie & Lowell, og det tager noget mere end et par åndedrag efter endt lyt, før man er i stand til at sætte ord på det.
3. Ryan Adams – 1989
(PAX AM)
Der er noget paradoksalt ved, at en så dygtig sangsmed som Adams leverer så vellykket et udspil med sange fra en anden kunstner, men også noget modigt over, at det netop er det bedst sælgende album fra sidste år, der tages under – endog yderst kærlig – behandling, men selvfølgelig, hvis Taylor Swift-sangene er velskrevne (og det er de) og udøveren er tilpas dygtig (og det er han), hvorfor skulle det så ikke blive godt? Det kan godt være, det startede som en skæg idé, men der er ikke meget sjov og ballade over sangene. Selv Shake It Off emmer af alvor.
2. Tame Impala – Currents
At kalde Tame Impala for blot psych er blevet noget af en tilsnigelse, for der er ikke noget i nærheden af tilbageskuende 60'er-rock som det, vi hørte fra dem på hits som Elephant eller Feels Like We Only Go Backwards. Til gengæld finder man denne gang masser af spacet funk og nutidig r'n'b. For eksempel på Past Life med pitchet robot-vokal, den boblende The Moment eller The Less I Know The Better, der ville have taget kegler på Studio 54. Currents er et sandt svendestykke fra Kevin Parker.
1 Blur – The Magic Whip
(Warner Music)
Der er sket meget for de fire medlemmer siden dengang i 2003: soloplader, sideprojekter, politik og osteproduktion, og så synes Damon Albarns kompositoriske åre at blive mere og mere melankolsk med årene. Derfor minder albummet også mest om soloalbummet Everyday Robots, lyt fx til flimrende smukke ballader som New World Towers og My Terracotta Heart, der løftes yderligere af bandets helt store es, guitaristen Graham Coxon. Selvsamme får for alvor lov til at styre slagets gang med en gnistrende og savtakket guitar på Go Out og med et krakelerende tørt fræser-riff i den peppy og snotnæsede I Broadcast. Sammenspillet og symbiosen når yderligere et tårnhøjt niveau på det svævende svendestykke Thought I Was A Spaceman og There Are Too Many Of Us, der med marcherende tromme og dåsestrygere vokser i intensitet. The Magic Whip er bestemt ikke et britpoppet piskesmæld, men derimod en melankolsk og magisk genopstandelse.
Hør sangene fra videoerne ovenfor på denne playliste:
