Nyhed

Miguel gæster Danmark til efteråret

Det tegner til at blive en moderne R&B-fest i København til september

Går du og mangler rødglødende R&B, kan du godt sætte kryds i kalenderen på tirsdag den 29. september. Her besøger det amerikanske R&B-fænomen Miguel nemlig Falconer Salen i København.

Verden fik for alvor øjnene op for Miguel tilbage i 2010, da hans fængende single "All I Want Is You", fra hans major label-debut af samme navn, udkom. Et nummer med et skarpt hip-hop-beat blandet med Miguels bløde vokal, der skabte en lyd, som ikke var til stede i radioerne på det tidspunkt. Det etablerede Miguel som en unik og soulfuld vokalist i den moderne R&Bs rækker. Albummet indeholder også nummeret "Sure Thing", som gik nummer 1 på Billboards Hip-Hip/R&B liste, samt hans anden US-nummer 1 hitsingle – sangen "Quickie".

I 2013 gjorde Miguel det hedt under Roskildes Arena-telt, og det fik GAFFAs Jesper Buhl til at kvittere med fire stjerner og konkludere: "Med fare for at fornærme sarte sjæle, så kan det kun beskrives som straight up kneppemusik (i ordets bedste forstand), og der var nok mange ungersvende, der kunne takke Miguel for den teltsex, de fik søndag nat, efter han havde sunget Adorn."

Hans seneste udspil, "Wildheart", udkom 30. juni, og fra det album har vi allerede fået musikvideoen til singlen, "Coffee". Du kan se den dampende hede video her forneden.

Billetsalget til Miguel i Falconer Salen tirsdag den 29. september begynder nu på onsdag den 8. juli. Billetter kan skaffes via Billetnet.dk

Kom i stemning til september med "Coffee" lige her: 

ANNONCE