Nyhed

L.O.C. gæster Grøn Koncert

Den folkekære rapper er det ottende og sidste navn på plakaten, og han står selvfølgelig for afslutningsfesten

Grøn Koncert er nu klar med det endelige program til årets koncerter, og den sidste tilføjelse er rapperen L.O.C. Han kommer til at spille som det sidste navn på dagen, og efter sigende kommer han til at stå for noget af en afslutningsfest, der blandt andet byder på gæsteoptrædener med U$O og Johnson samt en hemmelig special guest. 

Det er sjette gang, at L.O.C. er en del af Grøn Koncert-programmet, og det er flere gange end nogen af årets øvrige artister: "Jeg er veteran i det her foretagende. Det er et prædikat, som betyder, at det er lykkedes én at etablere noget. Tænk, at det stadig er relevant at stå der efter så mange år. Det er en positiv ting. Så på den måde synes jeg, det er fedt. Men altså, jeg har ikke en opfattelse af, at det gør mig bedre end nogen," siger sangeren i en pressemeddelelse.

Dette års lineup er i forvejen stjernespækket med blandt andre Tina Dickow feat. Søren Huss, Magtens Korridorer med Østkyst Hustlers og Lukas Graham med vennerne Patrick Dorgan og Hedegaard. 


Du kan se hele programmet til dette års Grøn Koncert, og ikke mindst i hvilke byer du kan opleve de mange kunstnere via den officielle hjemmeside. Og så kan du selvfølgelig finde billetter til Grøn Koncert 2015 via GAFFA Live

 


ANNONCE