Nyhed

Interview: Marvelous Mosell og Tue Track om klam pizza og old school rap

GAFFA har mødt makkerparret inden deres koncert på VEGA i næste uge

Ordbogen oversætter "marvelous" som bemærkelsesværdig og det må siges, at være en beskrivelse, der rammer hovedet på sømmet, når man tænker på Marvelous Mosell. Den danske rapper Morten Sell fik skabt røre i andedammen med sit finurlige og skæve tekstunivers, der spredte sig som ringe i vandet fra YouTubekanalen. Man kan driste sig til at kalde ham rappens svar på Gramsespektrum med smittefarlige tekster, der kan gøre selv influenza underholdende og dansebevægelser, der ville få Patrick Swayze til at ligne en overvægtig folkeskoledreng.

Der er dog ikke meget glitrende galskab over rapperen, da GAFFA møder ham på en københavnsk café en stormende sommerdag. Han skutter sig i kulden og sætter sig mageligt til rette i stolen med en kop kakao i hånden, der er toppet med et lag flødeskum, der nemt kunne fylde tomrummet i selv de dybeste grøfter.

Kan du kort beskrive Marvelous Mosell?
- Jeg laver rapmusik og jeg har lavet en del videoer, som jeg selv klipper sammen. Nogle af dem fungerer som små film, hvor jeg laver historier, som jeg underbygger med videoklip. Jeg optræder rundt omkring i landet sammen med Tue Track, som er dj. Jeg har nogle små sprængfarlige dansetrin, som jeg også fyrer af live. Jeg rapper oftest over disco - og boogiemusik og Tue Track scratcher og producerer nyt.


Ved siden af ham sidder hans partner in crime, Anders Brixen Kristiansen, bedre kendt som Malk De Kojn-medlemmet Tue Track. De slog pjalterne sammen for to år siden, men deres veje krydsede hinanden længe før. I 2003 får Tue Track stukket en demo i hånden af Ralf fra Hillerød. Det var tilfældigvis Mosells daværende projekt, rapperduoen Jan & Mo.

- Det var ikke specielt opfindsomt, men de var gode. Jeg havde allerede dengang bidt mærke i det, men var et sted i mit liv, hvor jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre med det. Det har derfor været en underbevidst ting, som bare skulle modne og gro, før det kunne ske, forklarer Tue Track.

Hvordan har I mødt hinanden?
- Jeg hørte om ham igennem de andre i Malk De Kojn, som spillede det for mig. Mosell er et YouTube-fænomen og er det første, som jeg har haft noget med at gøre. Der skete på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg tænkte, at det blev jeg nødt til at tage fat i, og jeg kunne forstå, at han også havde behov for én at sparre med. Han sad med forskellige forespørgsler på spillejobs og vidste ikke, hvad han skulle gøre med det, siger Tue Track og bliver hurtigt suppleret af Mosell:


- Det blev straks mere professionelt. Før i tiden tog jeg rundt til hiphop-jams, hvor jeg ikke rigtig gik penge for det. Jeg havde en cd med, som jeg fik en lydmand til at afspille og gav ham besked på at stoppe den mellem hvert nummer, så jeg lige kunne sige noget. Det var ikke særlig pro. Nu ved jeg, at der er styr på alt det tekniske. Jeg skal bare rappe.

Det lyder som en meget praktisk aftale. Er der også musikalsk sparring?
Mosell: - Vi begyndte med at lave nogle numre sammen, men vi har ikke spillet dem live endnu. Det er mere i den senere tid, hvor vi er begyndt at arbejde på en eventuel udgivelse, produceret af Tue Track.

Hvordan har du tidligere udvalgt dine samples?
- Det handler først og fremmest om, hvad der lyder fedt, men det kan også være ting, jeg har lavet tidligere. Nogle gange har jeg skrevet nogle tekster i brudstykker, fundet et sample og bagefter sat brudstykkerne sammen til en samlet tekst. Det minder om et puslespil, jeg sætter sammen på kryds og tværs i rapcollager. Nogle gange kommer teksterne først, og andre gange har jeg fundet et sample, som jeg synes lyder fedt. Jeg har også lavet numre, som jeg egentlig har lavet over ét sample, men ender med at bruge til et helt andet sample.


Jeg læste et sted, at du har brugt så mange samples, at hvis du skulle udgive et album ville der være problemer med copyright?
Mosell: - Ja, det kan man ikke. Vi skal lave nogle nye numre.
Tue Track: - Jeg har siddet oftest med én eller to forskellige samples, som jeg forsøger at stykke sammen på nye måder. Jeg forsøger at opfinde nogle Marvelous Mosell-numre, som er helt friske og hvis der er samples, så er de clearet.

Hvordan er den proces for dig?
Mosell: - Den er langsommelig. Vi hookede up for to år siden, men har endnu ikke lavet en udgivelse, som vi ellers talte om allerede, da vi mødte hinanden. Det tager lang tid at komme ind i en arbejdsproces og skabe en ny lyd. Vi har bedre tid til at gøre det nu, så der er noget under opsejling, men det tager lang tid.
Tue Track: - Det vigtigste er, at vi prøver at lege noget frem, som vi synes er godt. Det er et andet format, forstået på den måde, at Mosell har arbejdet med numre, som har været hits i forvejen. Det er ikke nødvendigvis et hit i forvejen, men oftest er det. Det er nemmere at gå ind og finde. Han har bare udgivet det på YouTube med en video til og det var også en af grundene til, for lige at spole tilbage, at jeg tog fat i ham i sin tid.

- Jeg kunne genkende den ting, der har opbygget mit eget univers. Ikke fordi det mindede om Malk De Kojn, men der var nogle ligheder i at opbygge sit eget univers med karakterer. Det mener jeg, at man skal værne om. Vi havde fælles referencer omkring, hvordan man kunne lave et show. Jeg står bagved og betragter ham og publikums reaktion på det, han gør. Jeg kan skubbe ham videre i det, han i forvejen har gang i. Det kan godt være, at der kommer en idé, som er ude af kontekst, men hvis du bygger videre på den, kan den virke ret godt. Det er den måde, jeg hører Mosells tekster på, at der er noget umiddelbart som giver mening, fordi det udspiller sig i hans verden.


Dansen tilbage til rødderne
Du spiller snart i Vega. Hvad kan man forvente sig af en koncert med Marvelous Mosell?
Mosell: - Det er en fordel først at se videoerne og kende historierne.
Tue Track: - Folk dyrker virkelig karakterne og får måske tatoveret små sætninger på deres kroppe, fordi de betyder mærkelige ting. Det er noget, der gør folk glade. Det har sit helt eget liv. Det med, at han danser så meget, er ikke noget, folk er vant til.

"Mine fødder var som tasmanske djævle/ Pigerne drak ævlebævle/ Men de spildte ned af sig selv/ Da de så min dans var exceptionel," rapper Mosell på nummeret "Den Bedste Danser", der efterhånden er berygtede for sine særegne bevægelser. Men hvor kommer dansetrinene egentlig fra?

Mosell: - Dem har jeg udviklet hen ad vejen. Da jeg begyndte at rappe for ti år siden, dansede jeg ikke. Jeg stod bare og rappede. Det er noget, jeg har lært mig selv i løbet af de seneste seks år. Jeg kigger på YouTube og ser tutorials, hvor folk forklarer dansetrin. Enten kopierer jeg det, eller også laver jeg det lidt om eller får inspiration. Jeg har også lavet min egen tutorial og overvejer at lave flere. Youtube er stedet, hvis man vil lære at danse.


Da Superman reddede festen
Selvom Mosell er strøget ind over landet som et frisk pust i dansk rap, begynder den musikalske historie et helt andet sted - nemlig på gaderne i Bronx i halvfjerdserne.

Tue Track: - Det var der, det startede. Hvis man går tilbage i historien var rap noget, der foregik med dj's, der stod og spillede. De havde nogle partychants, som de råbte ud til folk. Det der var belejligt med disco - og funkplader var det, der hedder et breakdown, som er det sted, hvor sangeren stopppede med at synge og orkestret spillede videre. Dj's lagde mærke til, at netop de stykker var der, folk gik helt amok. Nogle gange varede de ikke særlig længe, så de opfandt loop-teknikken ved at afspille breaket på to forskellige plader. Det blev mere og mere teknisk. Derfor tog DJen en såkaldt master of ceremonies (MC, red.) med, som styrede slagets gang. Og fordi tidens musik var funk og disco, rappede alle over disco. 
Mosell: - Det er den originale opskrift, som vi brygger videre på. Og så kan jeg godt lide disco i deres originale versioner. Folk bliver glade, når de hører disco til en fest. Det passer perfekt til at rappe over og feste samtidig.

Fodsporene fra old school-rap har ført Marvelous Mosell og Tue Track rundt på de danske landeveje, hvor særligt gymnasiefesterne har været hyppige stop. 
Tue Track: - Mosell falder lige ind i det segment. Det har været ret godt og lærerigt. Nogle aftener har vi kunne sætte to shows op, som gør at vi lærer rigtig meget på meget kort tid.


Udover de lærerige oplevelser har I så nogle sjove anekdoter fra tourlivet?
Tue Track: - Vi spillede på et gymnasium i Odense, hvor folk var virkelig feststemte. Som jeg husker det, var anlægget ikke stort nok, så lyden forsvandt en gang imellem og pludselig gik brandalarmen. Vi var de sidste, der kom ned i skolegården og vi blev nærmest hyldet. Festen fortsatte derude og vi valgte at blive, til brandalarmen stoppede igen og fortsatte koncerten. Vi spillede også til en superhelte-temafest på et gymnasium i Slagelse, hvor udstyret ikke var i orden. Vi valgte derfor at finde udstyr frem fra deres musiklokale og fik hjælp af Mario og Superman.
Mosell: - Superman reddede festen.

Men sommetider skal der ikke en superhelt til at redde festerne. Hvis publikum er tryllebundet af det skæve lydunivers, kan selv de værste fejl dækkes:

Tue Track: - På Spot havde jeg feber. Jeg var blevet syg, og jeg ku' ik' særlig godt lide det. Det gode ved adrenalin er, at det går ind og kompenserer. Jeg følte mig derfor lidt mere rask, end jeg egentlig var. På et tidspunkt gled min hånd ned på en knap, der gjorde, at musikken stoppede. Så sagde jeg et eller andet mærkeligt, som jeg tror gik hen over hovedet på folk, fordi de havde en fest. Vi reddede den.. tilsyneladende.


Selvom Tue Track ikke havde et blast med sin influenza har andre tekster vist sig at være selvopfyldende profetier. "Donatello det er ham der nede med/ en hawaii-peanut butter-bearnaise/Mens Raphael propper sit fjæs/ Med en mexicana med flæskesvær," lyder det i teksten fra "Dansk Ninja Turtles Rap", der blev taget meget bogstaveligt på et gymnasium i Himmerland. 

Mosell: - De havde købt en pizza til os med pepperoni, shawarma, bearnaisesovs, pomfritter og salat. Det er åbenbart en meget normal ting, de har derovre i Års.
Tue Track: - Vores lydmand spiser ikke svin, så han fik ikke noget at spise.
Mosell: - Vi er måske også lidt kræsne nok. Det var en pizza, og den var reel nok, altså. Hvis man ikke havde spist i flere dage, kunne man måske godt spise den, ik? Men det havde vi jo.
Tue Track: - Det er jo ikke, fordi de er onde mennesker i Års.
Mosell: - Nej, de har bare nogle andre spisevaner end os.

Marvelous Mosells spiller koncert på Vega den 26. september sammen med MC Einar og Ponyblod. Billetterne er allerede blevet revet væk, men prøv lykken på spillestedets venteliste her


ANNONCE