Den omrejsende amerikanske festival fik i weekenden europæisk debut med blandt andre Sam Smith
Se mange flere billeder fra festivalen her
"Let me see your smartphones in the air", råber Perry Farrell, forsanger i Janes Addiction og stifter af Lollapalooza Festival, som i weekenden for første gang fandt sted på europæisk jord. Salig Hitlers udstillingsvindue for luftvåben, Tempelhof lufthavn, agerer her i Berlin samlingspunkt for de 50.000 festivalgængere, hvoraf en god del er mødt op for at hylde den aldrende, stankelbentynde rockstar lørdag eftermiddag. Sammen med sin asiatiske, yderst letpåklædte hustru, Etty Lau Farrell, og den franske dj og producer Joachim Garraud sætter Farrell fut i fejemøget og fyrer op for mainstream-elektronikaen i et miskmask af dance, techno, løvernes konge ("åah sebenjåå"), Oasis, Doors og 2 Unlimited. Garraud mixer, hustruen vrider numsen og Farrell spankulerer storsmilende rundt på scenen og synger hist og her.
På en festival, hvis ærinde oprindeligt var at promovere den alternative rock, kan det undre, at selve dens grundlægger har valgt at skide hul i det ædle formål og give efter for massernes forgodtbefindende. Men at dømme efter stemningen foran "Perrys Stage" kan man ikke fortænke ham i det: Trekløveret, der er samlet særligt til denne lejlighed, starter en fest, og den ellers lidt dorske stemning, der på førstedagen har præget festivalen, opløses som en streg coke i et gennemfugtigt næsebor.
Det var i 1991, Farrell for første gang præsenterede sin baby Lollapalooza. Egentlig var eventet tænkt som en afskedsturné for Janes Addiction, men udviklede sig til en egentlig festival, som de næste tyve år skulle løbe af stablen både i Chicago, Chile og Brasilien. Navne som Red Hot Chili Peppers, The Jesus And Mary Chain, Rage Against The Machine, Tool, Queens Of The Stone Age og The Strokes har slået deres første folder på Lollapalooza, som fra 2003-06 holdt pause, men derefter vendte stærkt tilbage. Selvom festivalen er blevet kritiseret for at sælge ud og vende den alternative rockmusik ryggen, er den stadig populær. I løbet af denne weekend i Berlin males der da også særdeles bredt på den musikalske farvepalet med popdarlingen Sam Smith i den ene ende af spektret og indie-hippierne Tame Impala i den anden. Heldigvis er der mellem yderpunkterne godt fyldt op af solid singer-songwriting, gamle kendinge og kompromisløs hiphop.
Første højdepunkt på festivalen er Berlinboende Mighty Oaks, som lørdag klokken 16 spiller op på Main Stage 2. Trioen, som blev formet i 2010, spiller indiefolk/rock og er som sådan ikke noget nyt under den bagende sol, der skal velsigne festivalen hele weekenden. Verden har lagt øre til meget americana-singer-songwriting om ulykkelig kærlighed og hjemstavnslængsel.
Når Mighty Oaks' musik alligevel synes vedkommende, skyldes det i høj grad forsanger Ian Hoppes' insisterende, dybfølte vokal, som live har en nerve og følsomhed, der ikke har ladet sig indfange på indspilningerne. Han vil os noget, og understøttet af den blødt klingende mandolin og den mere rockede guitar og trommer går det samlede indtryk op i en højere enhed af indestængt vrede og følsom håbefuldhed.
Alt i alt en glimrende optakt til the match made in heaven FFS (Franz Ferdinand & Sparks), som leverede en heftig og veloplagt optræden, der tjente til at gejle undertegnede yderligere op til lørdagens hovednavn: The Libertines.
I går kunne man på GAFFA.dk erfare, at pladeaktuelle The Libertines' to aflyste koncerter i sidste uge angiveligt skyldtes et heftigt angstanfald hos Pete Doherty. Lørdag aften i Berlin synes han at være kommet til hægterne, om end hans optræden er noget mut. Alt i alt virker han dog veltilpas og oplagt, og de midaldrende skralderockdrenge giver en velspillet performance, der – ligesom det nye album "Anthems For Doomed Youth" – både byder på den velkendte, skødesløse fandenivoldskhed fra gruppens unge dage samt en mere moden professionalisme. De kan deres kram, og de forkæler publikum med en bred vifte af gamle og nye sange.
Særligt balladen "Music When the Light Go Out" leverer Doherty med overbevisende indføling. Hittene "What Katie Did", "Don't Look Back Into the Sun" og "Can't Stand Me Now" holder stadig, og nye numre som "Gunga Din" og "Fame and Fortune" hamler glimrende op med dem. I en så velspillet koncert med et tilhørende trofast publikum er det blot ærgerligt, at bandet ikke rigtigt formår at connecte med dem. Om det skyldes Dohertys svækkede nerver, er ikke til at sige, men han siger ikke et ord til publikum, og Carl Barat har travlt med at ryge smøger.
Selvfølgelig skal man ikke kimse ad det afdankede, halvarrogante udtryk, som er bandets kendetegn og tjener til at holde de kvindelige fans' våde rockstjernedrømme ved lige. Men det havde klædt Doherty & company at ytre et par ord i pauserne mellem numrene, der i stedet kommer til at virke som halvkiksede conversation killers. Den akavede tavshed synes dog ikke at genere bandet, som efter de to ekstranumre storsmilende og arm i arm bukker for den angiveligt tilfredse fanskare. Også denne anmelder kan da heller ikke sige sig fri for en enkelt våd drøm eller to natten mellem lørdag og søndag.
Søndag formiddag sørger solen atter for tørke og varme over festivalpladsen. At afholde Lollapalooza i Berlin som det første sted i Europa hænger sammen med byens "vibrerende hjerteslag og kreative vibe", står der i festivalprogrammet. Det er da heller ikke første gang, den gamle lufthavnsbygning lægger hus til et kreativt event, blandt andet har Berlin Festival gennem en årrække haft til huse på de tidligere landingsbaner. Mellem de fire scener er der på de græsbegroede områder opsat boder for forskellige bæredygtige initiativer som "Recycle-Werkstatt" og "Global Green Spirit" i både Berlins og Lollapaloozas ånd.
Man kan sågar forrette sin nødtørft på et toilet, som i stedet for vand gør brug af savsmuld. Godt for miljøet og – ja – lugtende. Festivalens gæster afspejler det brogede program: Overdressede teenagere (første gang alene på festival!), pensionister, hipstere og almindelige berlinborgere. Man mærker, at Lollapalooza endnu ikke har genskabt sig en klar profil, men heldigvis resulterer det her i en rummelig og behagelig atmosfære.
Sympatiske og ufarlige Dawes åbner The Alternative Stage klokken 12. "Hello to all of your morningbirds of Lollapalooza" råber forsanger Taylor Goldsmith med en imponerende selvtillid, som han og resten af bandet holder kørende koncerten ud og til sidst får fanget det beskedent fremmødte publikum ind med. Dawes er fra Californien, er stiftet af brødrene Taylor og Griffin Goldsmith og har tre album bag sig. De spiller storladen poprock med bund i og lever umiddelbart ikke op til den valgte scenes navn.
Inspirerede af navne som Crosby, Stills and Nash, Neil Young og Joni Mittchell er stilen lagt med det samme: Velspillet, melodisk og traditionsbunden musik, der dog ofte er på nippet til at kamme over i det sentimentale med langtonede guitarsoloer og Jamie Walters-patos. Men bandet spiller en medrivende koncert og viser sig ikke helt humorforladte under det sidste nummer "All Your Favourite Bands". Her må de ironisk nok kæmpe med at overdøve Coasts på Main Stage 2: "May all of your favourite bands stay together", synger Goldsmith overskudsagigt – "except for that one over there".
Anderledes godt passer australske Pond til The Alternative Stage og til Lollapaloozas oprindelige agenda: At præsentere nyskabende og eksperimenterende rock. Klokken 13 går de på scenen, og fansene står allerede linet op. Bandet, som har udgivet fem albums og er stiftet af Tame Impala-medlemmerne Nick Allbrook (guitar og vokal) og Jay Watson (trommer) har over sommeren turneret med disse, og Lollapalooza er deres sidste optræden på touren. Ponds overlap med det hypede indieband lader sig da heller ikke fornægte i det syrede, drømmende udtryk.
Alligevel får Pond med deres kompromisløse, industrielle lyd kollegerne i Tame Impala til at fremstå som klassens pæne drenge. Forsanger Allbrook ligner vitterligt noget fra "Gøgereden" og bærer sandsynligvis en del af æren for bandets attraktionskraft. "Do you like my dress", spørger han med påtaget, sky krukkethed (ja, han har kjole på) og roder sig i sit Karlsson på taget-hår – "it somehow feels right to wear it here in Berin". Der er godt med synthesizer i de ellers slideguitarbaserede numre, hvis genre er svær at bestemme (psykedelisk disco-elektro-glam-rock?).
Frem for alt minder Pond dog om amerikanske Foxygen med de catchy og dansable numre bygget op af svævende a-stykker og stramme, men udflippede omkvæd. Og selvom det kan være svært at kende forskel på sangene, fornemmer man, at der er talent bag det outrerede udtryk. Pond spiller en energisk og veloplagt koncert og hensætter de tidlige eftermiddagsgæster til drømme om Woodstock og evige nætter.
Resten af søndagen byder på så forskellige acts som Run The Jewels, Belle and Sebastian, Stereophonics og hovednavnet Muse. Denne skribent slutter Lollapalooza af i selskab med den engelske popdreng Sam Smith, som i 2014 slog igennem med debutalbummet "In the Lonely Hour" og hittede stort med singlen "Stay With Me". Om man er til denne form for rendyrket (nogle ville kalde det mainstream) pop eller ej, kan det ikke fornægtes, at drengen kan synge.
Størstedelen af publikum tager imod den unge crooner med kyshånd og blanke øjne. Og da samtlige smartphones lyser mod den begyndende aftenskumring, lader det da heller ikke undertegnede helt uberørt. Det har nok ikke været det dummeste træk fra festivalens side at præsentere musik for enhver smag, og det til trods har man formået at formidle et samlet indtryk af begejstring for musik. Lur mig, om ikke Lollapalooza vender tilbage til de berlinske landingsbaner i 2016.
Se mange flere billeder fra festivalen her
