Festivalen lakker mod enden med tøfler på fødderne og ubåde fra loftet
Arkivfoto.
Det er let at forvilde sig ind i de små stræder og miste fornemmelsen for både tid og sted. Nogle steder får man følelsen af at træde ind i en kulisse til en gammel film, når man vandrer forbi stejle skråninger, faldefærdige borge og ikke mindst restauranternes tjenere, der er klædt i rober fra middelalderen. Der er åbenbart en særlig fascination af middelalderen og man kan blandt andet besøge det morbide museum for middelalderlige torturinstrumenter. Efter at have vandret rundt i skumringen i forsøget at finde spillestedet, Erinevate Tubade Klubi, lykkes det endelig. Den lille klub ligger på øverste etage i en faldefærdig opgang og inden du går ind, får du besked på at smide skoene og tage tøfler på.
Funky tøffelhelte
Med pelsede orange slippers på fødderne og en plads på gulvet bliver det tid til aftenens første koncert med det litauiske funkorkester, Very Cool People. I øvrigt udvalgt udelukkende på grund af det tillokkende navn, som det lykkes dem at leve op til. Selvom de ligger ud med at lyde som et Tarantino-soundtrack ender de med at fyre op under en regulær funkfest med klare referencer til Tower Of Power. Det syv mand høje orkester har både energien, udstyret og materialet til at skabe en kogende dansefest. To meget forskellige sangerinder står på skift bag mikrofonen. Den ene virker som om hun hele tiden er ved at fremføre et vildfarent og åndedrætsfrarøvende cover af Tina Turners "Proud Mary", mens den anden skruer op for soul-attituden med løftet pegefinger, vuggende skuldre og sammenpressede læber. De går virkelig planken ud og det ender med at være ret charmerende. Aftenen bliver ihvertfald skudt af med et brag, før turen går videre til folk showcase på Vaba Laba. Et fint koncertsted med bonede gulve, siddepladser og højt til loftet.
Bevægende folk
Den britiske folkkvartet, Spiro tryllebinder med deres smeltedigel af klassisk folk og elektroniske vibrationer. Med mandolin, trækharmonika, violin og akustisk guitar valser de rundt på scenegulvet i bevægelser frem mod hinanden og tilbage igen. Instrumenternes distinkte klange står helt skarpt i lydbilledet, tørner sammen og splilttes ad. Til tider lyder deres melankolske svælgen som en bluesgrass-ballade, andre gange som et vredesudbrud. Fra blikstille til skummende.
Den lokale violinist, Maarja Nuut er berygtet for sin solo-optræden og salen er pakket, da hun træder på scenen. Som Nils Gröndahl et par dage tidligere er hun udstyret med violiner og loop-pedaler, og man undres stadig over, hvordan så lidt kan skabe så meget. Pauserne mellem numrene fordrives med folkefortællinger om verdensskabelsen, fugle og ulve, hvilket placerer i et krydsfelt mellem en meget pædagogisk historietime og en veldrejet folk-koncert. Mest af alt minder hun om Nordens svar på Imogen Heap i måden, hun looper sin vokal og lade dem gro fra spæde fraser til bevægelige masser.
Technorave, ubåde og højlydte spader
Vi forlader Vaba Laba og tager en taxa til havnen, hvor det maritime museum, Seaplane Habour ligger. Inde i den overvældende højloftede hangar hænger en stor ubåd fra loftet, mens en gammel torpedo og et middelalderskib står skrøbeligt på gulvet. Russiske Pixelord buldrer ud i rummet, der er indhyllet i kølige blå farver fra det bevægelige scenelys. Som undervandsbomberne bliver der skuft med skarpt bag pulten, hvor musikken udvikler sig til et brusende technorave. Heldigivis er Pixelord god til at lege med dynamikkerne og selvom det umiddelbart virker som øredøvende støj, lykkes det ham at ramme plet hos det dansende publikum. Til gengæld er han også godt hjulpet på vej af rummet, der muligvis er festivalens mest spektakulære venue.
Der bliver sat punktum for årets festival på Kino Sóprus, hvor de tyske shoegazere Soda Fabric gør deres bedste for at vælte salen. Da klokken nærmer sig sen nat er fremmødet ikke overvældende, hvilket orkestret udnytter ved at springe ned til den lille skare foran scenen og spille det bedste, de har lært. Der bliver dog også plads til døsende passager, der til gengæld afbrydes brat af højlydte støjflader og flerstemmige hooklines.
En god afslutning på en festival, der har budt på en bred vifte af musiknavne, men også meget forskellige spillesteder, som hver især har været med til at forme oplevelserne. Du kan både rave blandt krigsmaskiner, høre koncerter fra biografsædets kant, fra kælderdybet hos Woodstock eller iført tøfler. Mulighederne er mange og Tallinn Music Week formår at gøre programmet nemt og overskueligt. Det er ikke det værste sted at skyde foråret ind.
