Nyhed

Se ny, flot video med Spot-aktuelle Katrine Stochholm

Den tidligere Under Byen-pianist er nu klar med sin anden single som sangerinde og sangskriver

Den Spot-aktuelle aarhusianske sangerinde og sangskriver Katrine Stochholm, i årene 1995-2004 pianist og komponist i Under Byen, er aktuel med sin anden solosingle, "Fugle Krybdyr Rovdyr Padder". Du kan se videoen til sangen nedenfor.

Om sangen udtaler Katrine Stochholm: "Det er en sang om venskab. Og om at give slip og vokse. Sangen blev komponeret på mit gamle vintage el-ogel, og det oprindelige track ligger stadig nede under de andre spor."

Sangen gæstes af Ida Wenøe, Nanna Schannong, Kasper Staub og Soffie Viemose (Lowly med flere), Nana Bech (Aquasonic) og trommeslageren Andreas Skamby (Live Foyn).


Videoen til "Fugle Krybdyr Rovdyr Padder" er skabt af den københavnske videokunstner Lau Lindqvist (2d visuals), som er VJ og underviser i VJ'ing, og som i over ti år har været aktiv på den danske musikscene (Per Vers, 2Unlimited med flere), som VJ til koncerter og festivaler. Lau Lindqvist er en af de få danske VJs, der benytter analoge videomaskiner til at producere video og grafik med, når han optræder live. Lau Lindqvist laver også visuals til Katrines Stochholms koncerter i den kommende tid, blandt andet på Spot Festival.

"Fugle Krybdyr Rovdyr Padder" er ligesom forgængeren "En Dejlig Aften, Stille Sølvklart Vandet" en forløber for Katrine Stochholms solo-debutalbum "Danser Til Radio". Albummet udkommer senere i 2016 som lp og download og indeholder otte nye numre. Albummet er produceret i samarbejde med Jonas Tranberg (Asbjørn, Lydmor med flere), der væver beats og programmeringer ind i værket.

Albummets lydbillede består blandt andet af dybe stryge-kvartetter, kalimba-oktet, vintage el-orgeler, pygmæ-sang, junglerytmer og flere gæsteoptrædende kunstnere, og musikken betegner Stochholm som dansabel og drømmeagtig avantgardepop med plads til poesien, fantasien og rytmikken.


Varm op med videoen til "Fugle Krybdyr Rovdyr Padder":

ANNONCE