Nyhed

Guide: Weekendens 11 essentielle koncerter

Weekenden byder på et stort koncert-udbud, hvoraf der også er gratis koncerter at finde

Weekenden nærmer sig med hastige skridt, og det er på tide at kaste et blik i koncertkalenderen. De kommende dage byder nemlig på gode koncertoplevelser i rigt mål.

Der er både de store udenlandske navne på danske breddegrader og fokus på det danske vækstlag. Mon ikke Noel Gallagher (billedet) er god for en Oasis-hymne, når han i aften er at finde i København? Kim Larsen & Kjukken har fundet vej til Aalborg, mens D-A-D ligeledes er på deres omfattende sommerturné.

Uhørt Festival løber i weekenden af stablen i København, og finder man ikke vej til København for at opdage noget af det nye, der rykker i den danske undergrund, kan man måske i stedet fange Shy Shy Shy i Randers eller Federal Unicorn, Under the Mask og Spacebaby i Aarhus.

Gratis kan det også blive, når Ofelia byder på Mikael Simpson og Pumpehuset får besøg af den engelske sangerinde Gemma Ray.


TORSDAG DEN 11. AUGUST


København


Noel Gallagher, DR Koncerthuset (få billetter)

DR Koncerthuset er et spillested, som Noel Gallagher selv beskriver som:


"One of the best venues I've ever played in anywhere in the world".

Noel Gallagher's High Flying Birds gav senest dansk koncert på Roskilde Festival 2015, hvor GAFFAs anmelder Christian Voldborg Andersen uddelte fem stjerner under overskriften "Kongen af britpop har aldrig lydt bedre". Læs hele anmeldelsen her.

Der var også fem stjerner fra GAFFA til bandet, da de spillede i DR Koncerthuset i 2011.


Gruppen udgav senest albummet "Chasing Yesterday" i 2015, deres andet album, hvor de trækker på en række forskellige inspirationer – fra west coast-rock til klassisk rock'n'roll og spacet jazz.


Aarhus


Matt Corby, Train (få billetter)

Hans koncert på Vega var så udsolgt, at rigtige mange af fansene ikke kom længere end til ventelisten. Derfor kommer Matt Corby igen til Danmark og denne gang er det med to koncerter. 


Aarhusianerne er de første heldige til at kunne opleve ham live på Train den 11. august i år, mens københavnerne må væbne sig med tålmodighed indtil han, efter eget ønske, gæster Den Grå Hal på Christiania den 25. august.

Matt Corby, der i 2007 fik en andenplads i Australian Idol, udgav den 11. marts i år sit debutalbum ”Telluric”. På albummet kan numre som blandt andet ”Sooth Lady Wine” og ”Monday” findes. Med de numre gør han sig det klart, at han er ved at etablere sig som en ganske særlig stemme indenfor sin genre.

 
FREDAG DEN 12. AUGUST


København

Stine Bramsen + phlake, Fredagsrock, Tivoli

Haim aflyste, men heldigvis stod Stine Bramsen og Phlake klar til at tage over i Tivoli.

Den rutinerede sangerinde og tidligere forsanger i den populære gruppe Alphabeat, Stine Bramsen glæder sig meget til at underholde Tivoligængere: "Jeg har spillet flere gange i Tivoli og altid nydt den særlige stemning, der opstår, når tusindvis af mennesker samler sig på Plænen. Der var derfor ingen tvivl fra min side, da jeg ganske uventet blev kontaktet og spurgt, om jeg kunne træde til i stedet for Haim. Jeg lover, at det bliver en kæmpe fest og håber at se en masse til en skøn sensommeraften i Tivoli." 

Den populære r&b-duo Phlake har begejstret anmeldere og publikum sommeren over med deres album "Slush Hours" og har gæstet scener til propfyldte koncerter på NorthSide og Roskilde Festival. Singlerne "So Faded", "Pregnant" og "Angel Zoo" er altid garanti for god stemning, og i samarbejde med Stine Bramsen lægger de på Plænen i Tivoli op til en fest.


Uhørt Festival (fredag den 12. august + lørdag den 13. august), Refshaleøen

Fremadstormende bands på den danske musikhimmel vil være at finde på dette års Uhørt Festival, der finder sted den 12. og 13. august på Refshaleøen. På plakaten er blandt andet Astronaut, Masasolo, Farveblind, Livløs, Monti, Lowrider Betty, Diet, The Songs, KaSer, Aisha, Bak & Lindemann, Sorte Fugle og Aufori. Læs mere her.


Aarhus


Rasmus Walter, Fed Fredag, Tivoli Friheden

Rasmus Walter rider på en bølge af succes i disse år oven på sine tre dansksprogede soloalbum og ikke mindst sin medvirken i TV2s Toppen af Poppen i 2014. Walter har dog været aktiv som musiker i mange år og udgav fire engelsksprogede album med bandet Grand Avenue i 2003-2009, så det er en erfaren sanger og sangskriver, der gæster Friheden med sin flotte, let melankolske stemme og stærke sange. Forvent hits som "Dybt Vand", "Endeløst" og "Verden I Stå".

I juni var Walter klar med første single fra sit fjerde soloalbum, der forventes at udkomme til oktober. Du kan læse mere om singlen "Løber" her og se musikvideoen, instrueret af hans Oscar-vindende tvillingebror Anders Walter.


LØRDAG DEN 13. AUGUST


København

Gemma Ray + Charlie Waller, Pumpehuset (gratis)

Gemma Ray optræder som en del af Byhavesæsonen på Pumpehuset. Den britiske sangerinde, bosiddende i Berlin, er af NME blevet kaldt "urørlig", og Variety har beskrevet hendes et af hendes album med ordene "Rays neo-noir goth rock er en krydsning mellem Angelo Badalamenti og the Cowboy Junkies, men hendes skarpe guitarspil og hendes drømmende vokaler gør hende lidt anderledes."

Ray er blevet sammenlignet med artister som PJ Harvey, Anna Calvi og Nancy Sinatra. Hendes univers er pop-noir, gothic folk, 60'er-pigegrupper og cinematiske omgivelser. Hun har optrådt på "Top of the Pops" sammen med Kris Kristoffersen, Kitty Davis & Lewis og Lambchop.


Mikael Simpson - special edition, Ofelia Live (gratis)


Mikael Simpson har en lang musikalsk karriere bag sig, hvor han altid er gået helt sine egne veje. Sammen med bl.a. Lise Westzynthius og Henrik Vibskov var Mikael Simpson i 90’erne aktiv i bandet Luksus, der udgav to meget roste albums. Simpson gik derefter solo med den dansksprogede debut "Os 2 + Lidt Ro" 2002, der fik en overstrømmende modtagelse i medierne.

Simpson har annonceret, at han udgiver et nyt album både 11. september (formodentlig med Vi Sidder Bare Her med Jørgen Leth og Frithjof Toksvig) og 1. februar (formodentlig solo).

Han var at finde på plakaten på dette års Grimmeste Festival, hvor han afløste Laid Back. Her kvitterede GAFFAs anmelder Ole Rosenstadt Svidt med fire stjerner og skrev: "Slutresultatet er dog alligevel en absolut udmærket koncert, selvom den melankolske tone i mange af numrene måske ville have krøbet længere ind under huden, hvis sangene blev spillet efter mørkets frembrud."


Aarhus

Federal Unicorn + Under the Mask + Spacebaby, Ny V58

Aarhusianske Federal Unicorn - bestående af Robert Jancewicz (guitar/vokal), Kuba Sypniewski (bas/kor) og Kristian Kå (trommer/kor) - har tidligere gæstet GAFFAs sider med deres sprængfarlige musikvideoer. På deres seneste ep, "Substances", har trioen skiftet retning fra debutalbummet, "Come Again". Den fængende rocklyd er nu drejet mod en mere grunge-inspireret tyngde - og det bliver det bestemt ikke dårligere af, tværtimod. Du kan høre "Substances" via Soundcloud her.


Kvartetten Under the Mask bliver ledt an af forsanger Hartvig Hansens ulvebrøl. Bandet har medlemmer fra Danmark, Norge og Island og bærer navn efter den aarhusianske bar, hvor kimen til deres hårdrock-lyd blev lagt.

SpaceBaby er et Aarhus baseret band, der blev dannet i starten af 2015. Stilen er alternativ indierock med to dråber syre. Deres energiske liveshows og overbevisende levering bragte dem også videre til Emergenza's danmarksfinale i Pumpehuset i København, efter en sejr på Train i Aarhus 2016. Bandet udkommer med deres første ep til november. Desuden er dette deres første koncert som kvintet, efter tilføjelse af et ekstra medlem til SpaceBaby familien.


Aalborg

Kim Larsen & Kjukken - support: Souvenirs, Skovrock, Skovdalen

Kim Larsen & Kjukken er i gang med deres omfangsrige sommerturné. Det er de dog ikke blevet vejtrætte af og har allerede annonceret en efterårsturné, der strækker sig fra oktober til december. Her vil de også have Larsens kommende album med i bagagen. I maj udgav Kim Larsen & Kjukken singlen "Moder Jord", som indtil videre er den eneste smagsprøve på det endnu unavngivne album.


Randers

Shy Shy Shy + Tunnelvision, Café Von Hatten

Shy Shy Shy trådte deres spæde børneskridt med singlen "Do Not Ask" i 2014. Et nummer, der kom i rotation på DR-kanalen P6 Beat sammen med numre som "fløjtesangen" "In the Palm of My Hand" og "Soft &Hard". I år har gruppen spillet på Spot Festival samt XpoNorth i Skotland, Skuespilhuset den 24. juni og Roskilde Festival den 27. juni. I august spiller de i Hamborg, Tyskland.

I juni udgav Shy Shy Shy singlen, "Make a Fool". Se mere her.


Frederiksværk

D-A-D + Go Go Berlin, Gjethuset, Frederiksværk

D-A-D er på en omfattende sommerturné, hvor de spiller enten "Riskin' It All" eller "No Fuel Left For The Pilgrims" i deres helhed. Hvilket album, som publikum ved de pågældende koncerter skal lægge øre til, vil gruppen dog ikke ud med.

De har de aarhusianske rockhelte Go Go Berlin med sig, som stadig er varme efter en optræden på dette års Smukfest. Deres seneste album modtog seks stjerner i GAFFA, som blandt andet skrev: "Dansk musikhistorie er overstrøet med så mange glitrende guldkorn, der rummede så meget potentiale og lovede så vidt, men viste sig at være blanke skud i bøssen. Det her lugter af tørt krudt og føles som en fuldtræffer. Fra Danmark til Berlin, det næste må være verdensherredømmet."



Udsolgte koncerter – som vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:

Eagles of Death Metal, Amager Bio, torsdag den 11. august

Alive Festival (torsdag den 11. august til lørdag den 13. august), Thy

The Tallest Man on Earth, DR Koncerthuset, mandag den 14. august



ANNONCE