Nyt Kings of Leon-album er lige på trapperne
Kings of Leon har endelig afsløret, at deres syvende album er tæt på at være færdigt.
Vi skal helt tilbage til 2013 for at finde det seneste album “Mechanical Bull” fra den amerikanske rockgruppe Kings of Leon. Men en video og et billede på Facebook bekræftede i går, at ventetiden snart er forbi.
Bandet lagde en 14-sekunders video på Facebook, hvor deres seks hidtidige albums blev præsenteret efterfuldt af ordene: 7 is coming. Bandets cover-billede blev desuden udskiftet til et blå/grønt-billede, med teksten Walls skrevet på. Derfor antages det, at det nye album kommer til at hedde “Walls”.
Se videoen nedenunder:
Allerede sidste år udtalte trommeslager Nathan Followill til NME, at bandet var på vej i studiet, og at pre-produktionen var gået i gang. På daværende tidspunkt kunne de ikke løfte sløret for mere, men sagde blot, at de arbejdede på et nyt album, og at hele produktionen vil tage den tid, som det nu engang vil tage. Vi må derfor væbne os med tålmodighed.
"Mechanical Bull" fra 2013 anmeldte GAFFAs Lars Löbner Jeppesen og gav det tre stjerner med ordene: "... Sommetider må man dog mistænke Followill-klanen for at vægte kvantitet højere end kvalitet, for i tilfældet Mechanical Bull havde det sgu været et stærkere udspil, hvis det var udsendt som en ep". Om bandet leverer bedre med det kommende album, venter vi i spænding på at finde ud af.
Læs anmeldelsen af "Mechanical Bull" her
Videopræsentation og teaser til det kommende album:





