GAFFA har opstøvet de koncerter, du ikke vil gå glip af den næste uge – blandt andre Broken Twin, Nico & Vinz & Thomas Buttenschøn
I den kommende sker der spændende ting og sager for musikelskere og koncertentusiaster. For ikke at misse nogle af disse, kan du her læse med, når GAFFA bringer en guide over ugens 11 essentielle koncerter.
Klik på kunstnernavnet for mere info og link til billetsalg.
18. FEBRUAR
København:
Broken Twin + Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal
Den danske sangerinde og sangskriver Majke Voss Romme, som under navnet Broken Twin i slut-april 2014 udgav debutalbummet "May", optræder i København den 18. februar. Romme lavede tidligere musik med kollegaen Emilie Marie Kjær under først navnet Glass Arena, siden Broken Twin, men optræder nu på egen hånd med sin enkle, melankolske musik. Dog vil sangerinden denne gang som noget helt nyt være i selskab med symfoniorkestret Copenhagen Phil. Læs her GAFFAs helt nye interview med sangerinden om koncerten.
Copenhagen Phil holder denne sin såkaldte 60 Minutes Festival, hvor orkestret spiller med solister og grupper fra pop, rock- og dj-verdenen. Læs mere om festivalen her.
Roskilde:
Patrick Dorgan, Gimle (spiller også i Elværket, Holbæk 20. februar)
Den danske soulsanger Patrick Dorgan er en af Danmarks spirende stjerner inden for soulmusikken og har det seneste år været flittigt spillet af de danske radiostationer, blandt andet P3, som i oktober 2014 udnævnte Dorgan til "P3's uundgåelige" med singlen "On the Way Down". I november 2015 ramte soulsangerens debutalbum "Painkillers" så de danske butikker. I weekenden kan du opleve soulhåbet ifølge med sit tremandsband, når han indtager Gimle, Roskilde – og fortsætter til mange andre byer på sin Danmarksturné.
Læs her GAFFAs seneste live-anmeldelse fra den 28. januar, anmeldt af Josephine Andersen under overskriften "Soulhåbet Dorgan arbejder sig mod toppen trods nervepirrende tourstart". En anmeldelse, der gav Dorgan fire stjerner.
Skanderborg
Mikael Simpson, Walthers Musikcafé (spiller også på Generator i Ringkøbing 20. februar)
Den erfarne sanger og sangskriver Mikael Simpson, som også er kendt fra radioprogrammet "Formiddag på P6 Beat", indtager scenen på Walthers Musikcafé i Skanderborg som et led i sin første næsten-soloturné – hvor han dog har Asger Baden med på tangenter. Simpson har foruden sin medvirken i indie-bandet Luksus tilbage i 90'erne og starten af 2000 haft mange bolde i luften og har blandt andet udgivet fem studiealbum, indgået samarbejder med blandt andre Trentemøller – samt multikunstneren Jørgen Leth og guitaristen Frithjof Toksvig i trioen Vi Sidder Bare Her – og medvirket i diverse radioprogrammer.
Simpsons triokoncert på Posten i Odensei efteråret indtjente sangeren fem stjerner fra GAFFAs anmelder Jens Dræby med overskriften "Den nordiske bas slog en masse skaar, og det krøllede radiohoved gjorde, som han ville".
19. FEBRUAR
København:
Electricity Festival, DR Koncerthuset
Den nye to-dagsfestival, som udelukkende byder på elektronisk musik, ElectriCity finder sted i DR Koncerthuset, København. Electronica-festivalen udfylder således tomrummet, efter Sónar Copenhagen annoncerende sin aflysning i oktober. ElectriCity Festival præsenterer både kunstnere fra ind- og udland, og du kan fredag høre: Engelske Hudson Mohawke, danske Av Av Av og engelske Benji B, mens lørdag byder på: Engelske Squarepusher, amerikanske Oneothrix Point Never og amerikanske Holly Herndon.
Daniel Lopatin aka Oneothrix Point Nevers optræden på Roskildes Gloria-scene indbragte fire stjerner fra GAFFAs anmelder Jesper Buhl med ordene "Smukke abstraktioner med tekniske udfordringer".
Amerikanske Will Toledo opstartede tilbage i 2010 projektet, der nu er blevet til Car Seat Headrest. Det aktive indie-band har på blot fem år formået at udgive intet mindre end 14 plader, og Toledos soloprojekt har derfor i den grad båret frugt. Siden sidste år har gruppen haft kontrakt med pladeselskabet Matador, som nu skal udgive bandets komplekse og melodiøse sange, der ofte viderebringer en emotionel alvor og bringer lytteren gennem hele følelsesregisteret. 2015-albummet "Teens of Style" fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen med overskriften "Super lovende big label-debut fra 23-årige albumveteran".
Amerikanske Emancipator, hvis borgerlige navn lyder Doug Appling, er kendt for æteriske melodier i kunstnerens downtempo electronica og triphop. Den amerikanske producer har de seneste år opnået succes med sin unikke lyd og helstøbte liveshows og nu kan han altså opleves på Rust. Emancipator kan skrive fire studiealbums på CV'et samt prale af deres kritikerroste karakter, senest med pladen "Seven Seas", som musikerens eget label Loci Records udgav.
Synd og Skam, Statens Museum for Kunst – gratis
I samarbejde med Frost Festival inviterer SMK Fridays til en skræddersyet koncert med bandet Synd og Skam. Omnikunstnergruppen bag Synd og Skam har i anledning af SMK Fridays brygget på et show velegnet til en af museets store udstillingssale. Gruppen er kendt for at være kompromisløst kunstneriske og for deres musikalske U-vendinger, som bryder med forventningerne.
20. FEBRUAR
København:
Nikolaj Nørlund + Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal
Den danske sanger, sangskriver, musiker og producer Nikolaj Nørlund indtager i selskab med symfoniorkestret Copenhagen Phil Konservatoriets Koncertsal i København. Nørlund og Copenhagen fremfører hele deres fælles nye album "ViLLA", som frigives samme dag som koncerten. GAFFAs anmelder Jens Dræby gav sangeren fire stjerner da han sidste år spillede på Odenses Jernbanemuseum, under overskriften "Der futtes afsted i den tip top fine verdensmaskine".
22. FEBRUAR
Aarhus:
Nico & Vinz, Train (billedet, spiller også i Pumpehuset i København 23. februar)
Den norsk-afrikanske duo bestående af Kahouly Nicolay "Nico" Sereba og Vincent "Vinz" Dery fik i 2013 internationalt succes med hitsinglen "Am I Wrong?". Senest har duoens "That's How You Know" overtaget diverse radiostationer og musiktjenester – blandt andet rundende hittet 41 millioner afspilninger på Spotify i løbet af tre måneder. Nu kan du opleve Nico & Vinz, som tidligere har turneret med Usher, Bruno Mars og Taylor Swift, i Aarhus og København.
2014-pladen "Black Star Elephant" fik tre stjerner af GAFFAs anmelder Malena Salvado med ordene "En for det gode budskab, en for de gode sange og en, fordi de kan meget mere end det".
23. FEBRUAR
København:
GAFFA Library Sessions med Thomas Buttenchøn, Biblioteket Frederiksberg
Danske Buttenschøn er klar til at charmere publikum til dette års GAFFA Library Sessions. Singer-songwriteren er lige nu album-aktuel med sit første engelske album "Cana's Album", en plade lavet som bryllupsgave til sangerens kone. Buttenschøn debuterede og hittede tilbage i 2006 med pladen og sangen "Fantastiske mandag" og har til dato udgivet seks album. GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen tildelte "Cana's Album" tre stjerner med overskriften "Bryllupsgaven på vers og melodi".
Aarhus:
Firemands-bandet fra Kentucky opstartede tilbage i 2001 Black Stone Cherry og udsendte i 2006 deres debutplade med samme navn. Kvartetten kan prale med at have opvarmet for velkendte navne som Def Leppard, Nickelback og Alter Bridge, og der er dømt seriøs sydstatsrockfest, når de indtager scenen på Train. Den 1. april smider gruppen deres femte album "Kentucky", som bliver opfølgeren på deres 2014-plade "Magic Mountain". Bandets live-dvd "Thank You Livin' Live" fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Keld Rud med ordene "Højpotent sydstatsrock i London".
Koncerter, vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:
17. februar: Den Sorte Skole + Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, København
19. februrar: Love Shop + Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, København
20. februar: Craig David, Pumpehuset, København
21. februar: Seinabo Sey, Lille Vega, København