Reportage: EXIT Festival i Serbien - Del 1

Serbiens næststørste by Novi Sad, der ligger halvanden times kørel fra hovedstaden Beograd, er i disse dage omdannet til et sandt mekka for musik, koncerter og fester. Her har EXIT Festivalen nemlig erobret byen og lavet den om til Serbiens største musikbegivenhed med over 100.000 deltagende publikummer. 

 

Festivalens store trumfkort er den unikke location, som foregår på et velbevaret middelalderfort midt i den gamle bydel med en magisk udsigt til den mægtige Donau-flod, der dovent slanger sig langs landskabet. Historien om festivalen er lige så magisk som beliggenheden. Tilbage i 2000 lå Jugoslavien mere eller mindre i ruiner efter den næsten ti år lange borgerkrig, der blandt andet resulterede i opsplitningen af Jugoslavien og NATOs bombardementer af hovedstaden Beograd. For at vise omverden og landets egne borgere, at Serbien stof for andet og mere end krig og vold gik en gruppe studenter i 2000 sammen og grundlagde EXIT Festivalen, som havde fokus på fred, demokrati og musik. Den første udgave af festivalen varede i hele 100 dage og i 2001 fandt festivalen sin nuværende form, som siden har vundet større og større international opmærksomhed. Festivalen har gennem årene vundet talrige priser, blandt andet Best Major European Festival Award i 2014, og er i dag en international anerkendt festival med udenlandske besøgende fra det meste af verden. 

 

Det er med god grund, for EXIT er i den grad en enestående festival. Ud over den vilde beliggenhed er musikprogrammet omfattende og fuldstændig uoverskueligt med cirka 400 (!) forskellige koncerter fordelt på 14 scener på fire dage. Især hvis man er til dance, dj's og EDM er man kommet i det rene slaraffenland, og som en gammel rockhund må jeg blankt indrømme, at jeg på forhånd kender et fåtal af de optrædende acts i programmet. Det gør dog ikke oplevelsen mindre sjov, da der så i stedet er rig mulighed for at lade sig overraske og gå på opdagelse i musikken og de mange scener. 

 

Turen starter torsdag med en to timers flyvning fra København, hvor jeg på grund af overbooking bliver opgraderet til business class og får en fornem flyvetur sydpå med brede lænestole og en friskserveret tre retters menu med serbiske lækkerier om bord. Herefter står den på en halvanden times køretur fra Beograd til Novi Sad igennem et solrigt landskab fyldt med solsikkemarker og vinstokke. Chaufføren fortæller, at Serbien stadig lider under et dårligt internationalt ry efter borgerkrigen i 1990erne, og at EXIT derfor er en kærkommen event til at rette op på fordums skader og være med til at forny landet som en attraktiv og ikke mindst sikker turistdestination på linje med Kroatien og andre tidligere eks-jugoslaviske stater.  

 

Efter et hurtigt check in på hotellet går kursen direkte mod Petrovardian-fortet, hvor der her sent på eftermiddagen i den bagende sol allerede er stuvende fyldt. Man mærker straks, at festivalen har en international vibe, hvor engelske, tyske, franke og hollandske gloser høres overalt. Cikaderne synger, temperaturen er på den gode side af 25 grader og horder af unge serbiske piger sælger shots med lokal schnaps til de valfartende og tørstige festivalpublikummer.

 

For at komme ind på selve festivalområdet skal man igennem et omfattende sikkerhedstjek, der er grundigere end i nogen lufthavn. Alvorstunge og svært bevæbnede politimænd med stenansigter roder ALT igennem. Selv ens tyggegummi, kreditkort, kontanter og hvad man nu ellers har med i lommerne bliver nidkært taget op og gennemlyst, inden man allernådigst får lov at komme ind. Den var nok ikke gået på Roskilde, men her i Balkan ser det ud til at være business as usual.

 

Endelig inde er stemningen ung, løssluppen og crowded. Jeg bruger de første par timer på at danne mig et overblik over hele området med de mange scener, der ofte ligger gemt nede i labyrintiske tunneller, hvor man skal bevæge sig af sniklede mørke trapper, der må kræve sine brækkede ben på en typisk festivalsæson. 

 

Første musikalske møde bliver med dj-duoen Divolly & Markward, der et lokalt producerteam fra Beograd. Duoen spiller på festivalens andenstørste scene, Dance Arena, og har et potent og bastungt lydbillede fyldt med farverige og udadvendte loops og remix. Lysshowet er en ren farvelade af kulørte regnbuefarver, der konstant skifter og indhyller scenen og publikum med ren ekstase til følge. 

 

Armene er i vejret og festen er i gang og efter en halv times tid går turen igennem en underjordisk tunnel over til No Sleep scenen, hvor London DJ'en Cameron Jack storrygende fyrer effektiv house og techno ud mod et ravende publikum, der snildt kan måle sig med en aften på en af Ibizas svedige klubber. Igen er scenelyset ganske fantastisk. Grønne laserstråler stråler ud fra scenen og de berusende elektroniske rytmer skaber en ekstatisk stemning. 

 

Herefter fortsætter aftnen ovre på hovedscenen, hvor det britiske indiepopband Bastille er et af dagens hovednavne. Pladsen er helt fyldt op af et jublende ungt publikum, der ivrigt skråler med på kæmpehits som "Things We Lost in the Fire", "Of the Night", "Pompeii" og andre hitlistebaskere. Forsanger Dan Smith står det meste af tiden oppe på monitoren og kan sit showman kram til fingerspidserne. De storladene pophits ryger gennem den balkanske sommernat, mens folk sidder på skulderne af hinanden badet i et blodrødt lys og prøver at overdøve musikken med høje hvin og fællessang. Det er stramt, stilsikkert, rutineret og sidder lige i skabet. Men der er meget andet spænende at tjekke ud og efter en halv times tid forstætter opdagelsesrejsen ned mod Future Chock scenen, hvor kvartetten Dreambirds fra Beograd leverer en intens lektion i psych og progrock fyldt med repetetive droneguitar-soloer og en øredøvende vokal, der er skruet helt op! 

 

Joints bliver røget i smug langs fortets mure, og efter endnu en tur igennem en af fæstningens utallige tunneller er det tid til at tjekke Explosive-scenen ud. Det er her, hvor festivalens mere alternative publikum holder til, og hvor man kan opleve punk, hardcore, metal og alt det midtimellem. Området minder lidt om en miniudgave af Copenhell med drabelige installationer som en guillotine, galge, diverse djævlehoveder og andre dystre udsmykninger. Stemningen er vild og sjov, og her bliver der givet los med drikkekonkurrencer, hanekamme, læderveste, piercinger og andet godt, som man ellers ikke ser hos det ret pæne EXIT-publikum. 

 

Scenen er også vært for aftens absolut bedste koncert leveret af det australske band The Rumjacks. Bandet har tyvstjålet med arme og ben fra navne som Ramones, The Clash, Rancid og især The Pogues. Det er nærmest som en slags greatest hits af punk, ska, irsk folkemusik og rockabilly, men bandet har selv skrevet samtlige numre, og de er fuldstændig forrygende. Sjældent har man hørt et så gennemmelodisk og udadvendt materiale, og publikum er i den grad på under hele det hæsblæsende show. Der er en konstant moshpit foran det meste af scenen, og det hele eksploderer flere gange, da forsangeren sætter tværfløjten for munden og krydrer det hele med et skvæt keltisk islæt. Energiniveauet er oppe i det eksplosive niveau konstant, og det er med meget brede smil på læberne, at det gennemsvedte publikum og overtegnede forlader området. Det er blevet sent denne første aften på EXIT, og kræfterne rækker ikke til mere, og hermed går turen tilbage til hotellet i højt humør og med store forventinger til de følgende festivaldage. Se det fulde line-up til festivalen her http://www.exitfest.org/en 

Du kan se mange flere billeder fra festivalen her.