Nyhed

R.E.M genudgiver tre vinyler

Et fuldt album og to opsamlinger er, hvad vi kan vente os sidst på sommeren

R.E.M. har netop annonceret, at de vil genudgive tre af deres vinyler fra 1980’erne.

Albummet fra 1986, ”Lifes Rich Pageant”, samlingen af sjældenheder fra 1987, ”Dead Letter Office” og singleopsamlingen fra 1988, ”Eponymous”, vil alle genudkomme den 29. juli i år gennem Capitol Records/Universal Music Enterprise.

”Lifes Rich Pageneant” blev indspillet på John Mellencamps Belmont Mall Studios i Indiana og var første album, bandet modtog guld-certificering for. I 2011 udkom det i en 25 års jubilæumsversion.


”Dead Letter Office” var R.E.M’s første opsamling. Den indeholdt flere singler og covers inklusive deres version af Aerosmiths ”Toys in the Attic” og Velvet Undergrounds ”There She Goes Again”.

”Eponymous” var så bandets opsamling af udelukkende deres egne singler, hvorpå der var numre som ”Fall on Me”, ”The One I Love” og ”It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine)”.

Det er første gang, at begge opsamlinger bliver genudgivet.


R.E.M. blev dannet i Athens, Georgia i 1980 og gik i opløsning i 2011 efter 15 studiealbum og mere end 85 millioner solgte plader.

Siden R.E.M. opløsning har guitarist Peter Buck været aktiv i en række musikalske projekter med noget mindre bevågenhed end R.E.M. Blandt andet har han udgivet soloplader på vinyl, spillet med gruppen The Minus 5 og produceret The Jayhawks' kommende album, "Paging Mr. Proust".

Sanger Michael Stipe har siden opløsningen primært arbejdet som billedkunstner, mens bassist Mike Mills blandt andet spiller i all star-gruppen The Baseball Project med Peter Buck, Steve Wynn, Scott McCaughey og Linda Pitmon samt i Joseph Arthurs band.


Trommeslager Bill Berry forlod bandet allerede i 1997 og har siden arbejdet som landmand.

ANNONCE