Danske musikere: Sådan opdagede vi Dylan

Bob Dylan fylder i dag 75 år. Da han besøgte Aarhus i sommeren 2014, interviewede vi fem danske musikere om deres forhold til Dylan, og vi bringer i dagens anledning deres svar igen.

Knud Møller, guitarist i Johnny Madsen Band:

– Jeg opdagede Bob Dylan første gang som lille knægt, da "Rainy Day Women #12 & 35" en dag kom ud af bilradioen. Men da jeg virkelig blev fanget, var sidst i 70'erne. På det tidspunkt spillede jeg en del med Poul Krebs og boede så hos hans søster i Aarhus. Så hørte jeg hendes plader, og her var blandt andet "Street Legal" (1978, red.). Jeg var solgt på stedet. I de mange følgende år havde jeg en heftig Bob-periode, som kulminerede med "Real Live"-albummet (1984, red.). Lige præcis det album har haft en enorm betydning for min egen musikalske karriere og har været med til at forme mig. Blandingen af den rå og uforfalskede rock'n'roll og min yndlingsguitarist Mick Taylors medvirken gør det til et mageløst album.

Hvordan er dine erfaringer med Dylan live?

– Jeg har været til nogle fantastiske koncerter med Dylan. Den bedste for mig var i Idrætsparken i 1984, hvor både Carlos Santana og Mick Taylor også var med. Det var første gang, jeg hørte Bob Dylan live. Jeg var også så heldig at opleve Horsens-koncerten i 2000. En vanvittig oplevelse, og jeg vil anbefale alle at høre Dylan live.

Anbefaler: "Real Live" (1984)

Poul Krebs, sanger og sangskriver:

– Første gang jeg havde noget kørende med Dylan var, da jeg ville lære at spille "A Hard Rain's A-Gonna Fall" på guitar. Det var en af de nemme sange at lære, fordi han jo gentog en del af hvert vers, som så blev længere og længere. De første 50 sange, jeg lærte at spille på guitaren, var Dylan-sange. På et tidspunkt rådyrkede jeg Bob så meget, at jeg simpelthen var nødt til at lægge ham væk for at finde mig selv. Det var i 1975-76 med udgivelserne "Blood On The Tracks" og "Desire". Jeg tror, jeg stadig kan alle sangene. På det tidspunkt gik jeg på Idrætshøjskolen i Aarhus, og på vores forskellige busture spillede jeg så Dylan-sange.

Hvad er dine erfaringer med Dylan live?

– Min første Dylan-koncert var i Göteborg i 1978. Det var ekstremt overvældende, fordi det var første gang. Jeg havde også en periode, hvor jeg valgte koncerterne fra, fordi det ikke virkede, som om Bob kunne lide at optræde. Koncerterne på Christiania i 1996 og friluftskoncerten i Den Fynske Landsby i 2011 står også som noget specielt.

Du har jo indspillet med Dylans guitarist, Charlie Sexton. Har du et par Bob-historier i ærmet?

– Ja, men dem fortæller jeg ikke videre. Så kommer Bob-politiet nok efter mig.

Anbefaler: "Desire" (1976).

Sebastian, sanger, sangskriver og komponist:

– Jeg gik på kostskole i 1964, og det var her, jeg fik min førstegangsoplevelse med Bob Dylans musik. Nogen havde fået fat i "The Times They Are A Changing" og "Another Side Of Bob Dylan", men der gik noget tid, før jeg virkelig røg med på Dylan-vognen. På det tidspunkt var jeg mere på Donovan og The Rolling Stones, men da Dylan gik elektrisk, var jeg klar. Album som "Highway 61 Revisited" og "Blonde On Blonde" er jo fuldkommen outstanding og holder totalt i dag. Da jeg selv begyndte at optræde, havde jeg flere Dylan-sange med på repertoiret. Der har været perioder, hvor jeg tabte interessen. Blandt andet, da han havde sin religiøse periode. Men jeg anerkender ham som den største nulevende sangskriver. Ingen tvivl om det.

Hvad er dine erfaringer med Dylan live?

– De er ret blandede, må jeg sige. Første gang, jeg hørte ham live, var i 1998 i Forum, og det var sindssygt fedt. Der var en blanding af akustisk og elektrisk. Horsens-koncerten i 2000 var jeg ikke så vild med. Sidste gang, jeg hørte Dylan, var i Falconer Salen i 2013, og der gik jeg i pausen. Jeg har det sådan, at når han ikke gider – så gider jeg heller ikke. Lyden var dårlig, og Dylan var uengageret.

Anbefaler: "Another Side Of Bob Dylan" (1964).

Niels Skousen – sanger, sangskriver og skuespiller:

– Jeg kan tydeligt huske, hvornår jeg første gang stiftede bekendtskab med Dylans musik. Jeg var ude at besøge en veninde, og en af vennerne havde så "Another Side Of Bob Dylan" med fra London. Jeg kom gåede op ad trappen og hørte så mundharpen, og den gjorde et kæmpe indtryk. Så lånte jeg pladen, og det var faktisk også omkring dette tidspunkt, jeg begyndte at spille guitar. Jeg har altid fulgt Bob Dylan. Han er ligesom med til at holde vores verdensbillede i live.

Hvad er dine erfaringer med Dylan live?

– Jeg hørte Bob Dylans første koncert i Danmark. Det var i KB Hallen i 1966 og en totalt skelsættende oplevelse i mit liv. Det var jo grænseoverskridende med Dylan, der både spillede akustisk og elektrisk. Han havde et greb om det hele, og der var nerve i musikken, som jeg aldrig havde oplevet. Det var fantastisk og nåede langt ind i sjælen. Jeg har efterfølgende oplevet ham et par gange, og det har også været stort. Men oplevelsen i 1966 var en revolution i mit liv.

Anbefaler: "Time Out Of Mind" (1997).

Benny Holst – sanger og sangskriver:

– Jeg kan huske, at da jeg hørte Bob Dylan første gang, blev jeg faktisk en lille smule irriteret. Dengang var jeg mere til blues, men jeg købte nogle plader med ham og blev mere og mere fanget ind i hans univers. Jeg spillede med Povl Dissing en overgang, og vi hørte så "To Ramona", og den blev vi helt skudt i. Vi prøvede så at få nogen til at oversætte den, men det blev aldrig til noget. Jeg har faktisk arbejdet på en oversættelse lige siden og bliver nok aldrig helt færdig. Jeg blev fanget af Dylans lyd og ordene i sangene.

Hvad er dine erfaringer med Dylan live?

– Jeg har været til rigtig mange Dylan-koncerter, og det har ikke altid været lige godt. Første gang var i 1978 i Göteborg. Her havde jeg fået en siddeplads langt væk fra scenen, men da Dylan satte gang i "Forever Young", sad jeg og græd. Det var overvældende. Ellers vil jeg også fremhæve koncerten i Den Fynske Landsby. Man skal forstå, at Dylan er kunstner, og scenen er hans atelier. Det er ikke altid lige kønt, men altid interessant.

Benny – kan du fortælle historien om dengang, du mødte Bob Dylan?

– Det var på færgen. Jeg havde spillet på Midtfyns Festivalen og senere oplevet Dylan senere på samme festival. Det var regnvejr og en fremragende koncert. Min søn kommer så ind og siger: "Far, han står derude". Jeg skyndte mig ud på dækket, hvor Dylan stod og talte med en af sine musikere. Der stod en kødrand rundt om, men jeg kom igennem og havde forberedt en masse, jeg skulle sige. Men sprogkæden røg af, og på skoleengelsk fik jeg fremstammet: "You did a very good concert" – hvortil Dylan hvæsede: "Thank you!". Ja, sådan kan det gå.

Anbefaler: "Bringing It All Back Home" (1965).