Nyhed

Anmelderroste Melody Gardot gæster Danmark til sommer

Arvtageren til Norah Jones og Amy Winehouse giver koncert i Tivolis Koncertsal til juli

Den elegante amerikanske jazz-sangerinde og sangskriver Melody Gardot vender tilbage til Danmark til sommer, hvor hun vil optræde i Tivolis Koncertsal torsdag den 7. juli. 

Melody Gardots nære forhold til musikken udsprang af en tragedie. Som 19-årig var hun involveret i en alvorlig trafikulykke, og mens hun efterfølgende var indlagt, var en af hendes største trøst musikken – at lytte til sangerinder som Joni Mitchell og Eva Cassidy.

Som 23-årig tog hun selv springet ud i musikken, da hun debuterede med "Worrisome Heart". Albummet vakte hurtigt stor opmærksomhed og fik gode anmeldelser, og året efter blev det genudgivet via det prestigefyldte jazzselskab, Verve Records.


Det internationale gennembrud kom i 2009 med albummet "My One and Only Thrill", der talte hittet "Baby I'm a Fool", og som solgte dobbelt platin i Frankrig og Sverige. Gardot blev fremhævet som arvtager til Norah Jones og Amy Winehouse, og hun har efterhånden opbygget sig et stort følge i kraft af sine intense koncerter.

I november sidste år spillede den anmelderroste Gardot hele to koncerter herhjemme. Den ene af koncerterne foregik i Koncerthuset, København, og modtog hele seks stjerner af GAFFAs anmelder Ivan Rod. Han skrev: "Alt var som én ubesværet kraftpræstation. Alle på scenen som ét organisk hele. Og nok så væsentligt: Alle var til stede, og alle nød deres tilstedeværelse." Læs hele anmeldelsen her.

Gardots seneste albumudspil, "Currency of Man", modtog ligeledes seks stjerner, hvor GAFFAs anmelder konkluderede: "Currency of Man kan for Melody Gardot blive, hvad Back to Black blev for Amy Winehouse."

Billetsalget starter fredag den 1. april, og billetter kan skaffes via Billetlugen.dk


ANNONCE