The Great Dictators har netop udgivet albummet "Women". Vi har fanget dem til en snak om verdensherredømmet, kvinder og hvor galt kommunikationen mellem mennesker kan gå.
”Can I please have your attention?” spørger en venlig elevatorstemme i introen på The Great Dictators’ netop udsendte album, Women. Og netop din opmærksomhed er, hvad den københavnsk baserede trio, der spiller i Jazzhouse 5. november, efterspørger i en samtid, de på mange måder oplever som fordummende. Forsanger og guitarist Dragut Lugalzagosi forklarer:
– Der er så meget lort ude i kulturen, der fylder mere og mere, og som er svært at få øjnene væk fra. Der findes stadig god musik derude, men der er bare ikke nok, der lytter til den. Vi håber virkelig, at nogen derude lægger sig i deres seng med høretelefoner på og lytter hele vores nye plade igennem.
En hyldest til kvinder
Women fuldender albumtrilogien Holy Creatures, som bandet har været i gang med siden 2014.
– Vores nye album er først og fremmest en hyldest til kvinder. Forhåbentlig er det ikke på en klistret og prædikende måde, men verden har altid været alt for mandsdomineret, og der er stadig lang vej endnu, til vi rammer balancen, når det kommer til ligestilling og ligeværd mellem kønnene, siger Dragut Lugalzagosi.
– På mange måder er Women en naturlig konklusion på vores to sidste plader. Alle har gjort sig til løgnere for en kvinde, nogle er blevet mordere. I vores verden er det ofte kvinder, der er drivkraften bag de ting, vi gør, og nu har vi lavet det her album til dem, forklarer medlemmerne i The Great Dictators.
– Vi syntes selvfølgelig, det var lidt sjovt, at det første album i trilogien hedder Liars, det næste hedder Killers og det her så hedder Women. Men det er nu ikke, fordi vi synes, kvinder er værre end mordere, tværtimod. Man kan tolke det på forskellige måder, og en af dem kan være, at nogle mænd har en ret forskruet opfattelse af kvinder, ligesom vi alle har det i forhold til folk, der begår mord for eksempel, siger Jakob Lundorff, der spiller sav, klokkespil og synthesizers i The Great Dictators.
For de tre herrer i The Great Dictators betyder det meget at arbejde inden for et albumformat, hvor der er mere plads og tid til fordybelse i musikken end på de hurtige singler.
– Et fuldlængde album kan fortælle en hel historie på en anden måde, end en single kan. Du kan fordybe dig. På en plade er der plads til at starte forfra. Om det er en historie eller ej, frigiver albumformatet plads til, at kan man dykke ned i musikken, forklarer bassist Christoffer Hein.
En produktiv trio
The Great Dictators’ første ep When I Waltz kom på gaden i 2012. Siden har der været gang i den. I alt er trioen kommet med seks udgivelser over de sidste fem år.
– Dragut skriver vores sange, og han er en maskine. Vi har altid mere end dobbelt så mange sange, som vi har brug for til hver udgivelse. Jeg ved ikke, hvordan han gør, men vi har i hvert fald altid for meget materiale at arbejde med, fortæller Jakob Lundorff.
– Når jeg skriver alle de her sange, så spørger jeg, om vi ikke lige kan indspille en plade, for jeg bliver nødt til at få dem ud af mit hoved, ellers bliver jeg sindssyg. Og så har I heldigvis været friske på det, tilføjer Dragut Lugalzagosi.
Den svære kommunikation
Ud over at være en hyldest til kvinder kredser albummet Women meget om de vanskeligheder, der opstår i kommunikationen mellem mennesker.
– Der er virkelig meget kommunikation, som går helt galt. Uanset om det er på højpolitisk verdensplan mellem lande, der bekæmper hinanden, eller forholdet mellem mand og kvinde. Mennesker har tit ekstremt svært ved at lytte til og forstå hinanden. Det prøver vi også at gå i dybden med på den nye plade, forklarer Dragut Lugalzagosi.
På Women har The Great Dictators også allieret sig med det modsatte køn, hvor de tre dygtige sangerinder, Selina Gin, Ida Wenøe og Rebecca Molina, alle synger med på albummet.
– Vi syntes, det gav god mening, når vores album nu hed Women, at få nogle dygtige kvinder med. Vi kunne også godt tænke os, at min brummende stemme lige fik lidt modspil, og så var vi så heldige, at de alle tre havde lyst til at synge med, forklarer Dragut Lugalzagosi.
Et mere umiddelbart udtryk
Women er, modsat The Great Dictators’ tidligere albums, primært blevet til i studiet, hvilket ifølge trioen selv har givet et mere vildt og umiddelbart udtryk.
– Vi er meget glade for kontraster og modsætninger. Det er derfor vi har skruet op for larmen på elguitaren på den her plade. Når jeg for eksempel gerne vil levere en lommeprætentiøs kommentar om, hvordan vi mennesker ikke kan finde ud af at kommunikere sammen, så skal der helst ske noget skævt i musikken. Både for at få det hele ned på jorden igen og for at give det noget modspil. Man skal aldrig være bange for modsætninger og elementer, der tilsyneladende strider imod hinanden. De skal bare omfavnes, for det er dem, der kan få tankerne og følelserne i gang, fortæller Dragut Lugalzagosi.
Fra Facebook til albumcover
På albumcoveret til Women ligger en kvinde henslængt i en sofa med spredte ben. Hun er iført en spraglet heldragt, og hendes neglelakbemalede fingre kaster håndtegn mod kameraet. Historien bag billedet deler The Great Dictators gerne:
– Det er et billede, som en af mine gode veninder engang lagde op på sin Facebook-profil. Dengang skrev jeg til hende, at det billede blev jeg nødt til at bruge til et albumcover engang. Dengang vidste vi intet om, at Women en dag ville udkomme, men det passede bare helt perfekt ind, siger Dragut Lugalzagosi.
Barmhjertige diktatorer
Den 5. november holder The Great Dictators release-fest for Women på Jazzhouse i København. Hvad der ellers skal ske med det nye album, vil de ikke rigtig ud med:
– Vi brygger på en masse andet, men i første omgang vil vi bare koncentrere os om at holde den fedeste release-fest nogensinde på Jazzhouse. Et af de største talenter i dansk musik, Thomas Gaist, spiller også, og ham skal man glæde sig meget til, fortæller de.
The Great Dictators tilføjer i øvrigt at de snarere er barmhjertige og gode diktatorer end den storslåede og magtliderlige slags.
