Nyhed

Gojira gæster København

I juni udgav metal-firkløveret Gojira deres sjette studiealbum "Magma", og til næste år kan du se frem til at opleve det nye materiale live.

Der er lagt op til metalfest, når den franske gruppe Gojira gæster Store Vega i København den 9. marts 2017.

De franske metalherrer har i løbet af deres 15 år lange karriere etableret sig som et af metallens mere kreative bands. De er kendte for deres høje tekniske niveau og deres intellektuelle tekster, som udforsker emner som et holistisk menneskesyn og miljøbevidsthed. Særligt i konceptalbummet "From Mars to Sirius" fra 2005 beskæftiger gruppen sig med miljømæssige problematikker og emner såsom liv, død og genfødsel.

Gojira består af brødrene Joe Duplantier (vokal, guitar) og Mario Duplantier (trommer), samt Christian Andreu (guitar) og Jean-Michel Labadie (bas). Kvartetten debuterede i 2001 med debutalbummet "Terra Incognita", og siden er det blevet til seks studiealbum, hvoraf det seneste "Magma" udkom i juni. Pladen fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Keld Rud med ordene:


"Man skulle næsten tro, at franske Gojira havde sat sig for at bevise, at den ekstreme metal ikke også er ekstremt indskrænket, når det handler om, hvad der er muligt. I de fire franskmænds hænder kan alt lade sig gøre." Læs hele anmeldelsen her.

Billetsalget starter fredag den 18. november klokken 10.00.

Du kan se en af bandets nye musikvideoer herunder:

 


 


ANNONCE