Metal-bandet har netop dedikeret deres kommende ep og deres nye single "The Duke" til deres afdøde fan og ven Wayne Ford
Sidste år udgav metal-bandet Lamb Of God deres syvende studiealbum "VII: Sturm und Drang". Efter skriveprocessen sad bandet tilbage med én sang, som de mente kunne stå alene på et senere tidspunkt, nemlig "The Duke".
Sangen handler om døden, og udødeligheden, hvor paradoksalt det end lyder. Sangen er netop udgivet og dedikeret til en nylig afdød fan, der døde af leukæmi. Den afdøde fan, Wayne Ford, blev i slutningen af 2012 venner med bandets forsanger Randy Blythe, og Fords historie rørte Blythe så dybt, at han nu har dedikeret singlen "The Duke" til ham og hans eftermæle.
Du kan høre singlen "The Duke" i klippet herunder.
For at ære Wayne Ford har bandet ikke blot dedikeret "The Duke" til ham, men udgivet en ep, hvorpå singlen "The Duke" selvfølgelig findes På ep'en findes også en række ikke-tidligere udgivet materiale, dateret helt tilbage til 2009, hvor Lamb Of God udgav albummet "Wrath". Ep’en får også navnet "The Duke" og forventes at udkomme den 18. november.
Navnet "The Duke" blev til ved lidt af en tilfældighed, men endte i sidste ende med at falde ud til fordel for den gode sag og Wayne Ford: "Arbejdstitlen på sangen var "The Hazardous Duke Nukem", fordi vi arbejdede med sådan nogle idiotiske navne. Det var lidt som "The Dukes of Hazzard" og "Duke Nukem". Men vi forkortede det bare til "The Duke" (…) Jeg fortalte Waynes far, at vi bare havde tænkt os at kalde den "The Duke", og da begyndte han bare at grine. Han sagde, at han havde opkaldt Wayne efter John Wayne. Og John Waynes kaldenavn var naturligvis "The Duke", så det hele endte med at gå op i sidste ende". Sådan siger Randy Blythe i et interview til Rolling Stone.
Forsanger Randy Blythe håber på, at singlen, og ep’en, kan være med til at sætte yderligere fokus på sygdommen, og særligt organisationerne "Leukemia and Lymphoma Society" og "BeTheMatch.org", som Blythe selv er medlem af.