Den nye musikvideo til Pixies-sangen ”Um Chagga Lagga” er instrueret af Black Francis selv.
Støjpopveteranerne Pixies er igen albumaktuelle med pladen ”Head Carrier”. Nu har bandet udgivet en musikvideo til sangen ”Um Chagga Lagga”.
Som noget helt særligt er det forsanger Black Francis, der har instrueret musikvideoen, hvor man følger en landevejsprostituerets jagt efter en kunde. Musikvideoen er filmet uden for den franske by Toulouse.
Sidste fredag udkom Pixies med deres syvende studiealbum, som GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt gav fire stjerner med ordene: ”Ligesom Indie Cindy er Head Carrier ikke helt så eksplosiv og overrumplende som Pixies' plader fra de unge år 1987-91, men det er stadig solid støjpop med lidt surfguitar fra musikere, der har overlevet at runde de 50 uden at miste biddet.”
I anledning af albumudgivelsen har GAFFA talt med Paz Lenchantin om at overtage Kim Deals plads i bandet og om lytteren, som er en drømmer. Du kan læse hele interviewet her.
Se musikvideoen øverst i artiklen.