Nyhed

Videopremiere: Tue Track ondulerer PowerSolo

Duoen danser electric boogie i videoen "Zalty Lick"

Det er nu lidt over et år siden, at duoen PowerSolo og producer- og Malk de Koijn-medlemmet Tue Track slog pjalterne sammen og gik fra ”The Real Sound” til ”The Unreal Zound”. Nu er der kommet en video til sammenspillet, hvor Tue Track har onduleret PowerSolos ”Zalty Lick” og har gjort den til noget helt nyt. Du kan se musikvideoen i bunden af artiklen.

Videoen til sangen er instrueret af Peder Pedersen med inspiration fra Alexandro Jodorowskys kultfilm ”Holy Mountain”, old-school hiphop og en fascination af salte, nøgne damer.

Oprindeligt handler PowerSolos sang ”Zalty Lick” om den salte oplevelse, det er at slikke på en kvinde, der sveder. Denne pointe er ikke nem at finde, efter Tue Track har været inde over nummeret. Enkelte guitarsamples står tilbage, Kim Kix' vokal er kørt igennem en vocoder, og et hav af synths og old-school hiphop-beats præger sangen.


Kom med til et sted, hvor PowerSolo danser electric boogie, og Tue Track vender plader på hovedet af to kvinder. I korte klip ser vi en kvinde omgivet af salt og billeder af en citron, hvilket umiskendeligt minder om forberedelserne til et ekstra zalty tequila body shot.

GAFFA præsenterer musikvideoen med Tue Track vz PowerSolos "Zalty Lick":


 

 

ANNONCE