Nyhed

Bob Marley fejres i Aarhus

Reggaekongens 72 års fødselsdag fejres med masser af underholdning i reggaekulturens tegn

Atter byder Jamlink International op til reggaefødselsdagsfest i Aarhus – denne gang under titlen "Tribute 2 Bob Marley – Let’s Get Together N Feel Alright". Nærmere bestemt sker det lørdag den 4. februar, hvor reggaekongens 72 års fødselsdag fejres med masser af underholdning i reggaekulturens tegn.

Bob Marley døde den 11. maj 1981 som følge af en længerevarende kamp mod kræften, men hans musik lever heldigvis videre, hvilket arrangementet minder os om gennem ord, billeder, lyd og smag.

Aftenen består af tre hovedprogrammer (preshow, liveshow og after party) og dørene åbnes allerede klokken 20:00, hvor DJ Tiger Moth og Papa Bongo varmer op ved at spille masser af Marley-vinyl og reggae dubs på grammofonen, og undertegnede tegner et portræt af Rastafari og Bob Marleys liv fra slummen i Trench Town til verdensberømmelsen. Line Hassall Thomsen fra Aarhus Poetry Club fremfører sine digte i One Love Poetry Tribute, og Touch Of Africa byder op til Jamaican Traditional Danceshow.

For første gang i Skandinavien giver det hollandsk/karibiske band Rootsriders koncert, et band, der har dedikeret sig til udelukkende at spille Marley-covers. Med sig i Aarhus har bandet forsanger Mitchell Brunings, der har fået et viralt hit med sit cover af Bob Marleys Redemption Song ved talentkonkurrencen The Voice Of Holland.


Før Rootsriders går på scenen, varmer den danske sangerinde Katinka Lioness op med et akustisk livesæt.


Festen fortsætter efter liveoptrædenerne med et after party på V58 Casa Carola, hvor Dj Riddim Fex og Dj IDA I fra Ruby Sound holder gang i dansegulvet indtil kl. 05:00.

 

 


ANNONCE