Interview: Martha Wainwright – ærlig som altid

Martha Wainwright var tidligere på måneden i Danmark for at give to koncerter i forbindelse med sit sjette studiealbum, Goodnight City, der udkom i november sidste år. Blandt andet en seksstjernet koncert på Atlas i Aarhus. Som noget nyt har sangskriveren allieret sig med venner, familie og kollegaer på albummet, der således indeholder bidrag fra blandt andre bror Rufus, Glen Hansard og Beth Orton. 

Ud over musikken er Martha i disse dage ved at lægge sidste hånd på sin erindringsbog, der, Marthas selvudleverende sangskrivning taget i betragtning, har fået den ganske sikkert rammende titel Stories I Might Regret Telling You. Bogen udkommer i september i år, og da GAFFA møder Martha forud for koncerten i København fortæller hun, at hun har arbejdet længe på værket, som GAFFAs udsendte fejlagtigt kommer til at kalde en selvbiografi.

– Den har været længe undervejs. Og jeg tænker ikke rigtig på den som en selvbiografi, for sådan en kan man næsten kun lave, når man er ved at være ved vejs ende. Så det er nok snarere en erindringsbog med historier fra mit liv. En halv-selvbiografi, om du vil.

Måske første del af en serie?

– Haha, ja. Det kan vi godt aftale, hvis folk synes, den er interessant nok at læse til, at der er interesse for endnu en om 40 år. Det er en meget personlig bog – på samme måde som mine sange er det. Nogle steder grænsende til det ubehagelige, men også humoristisk visse steder.

Har du selv en yndlingsselvbiografi?

– Jeg har faktisk ikke læst så mange, men Joan Didions The Year Of Magical Thinking var virkelig en bevægende og også chokerende læseoplevelse. Hun beskriver meget nøgternt, hvad der sker med hende i året efter hendes mands død. Jeg kan ikke skrive lige som hende, men jeg elsker hvor ærlig den er og dens billedsprog.

Slægtskab mellem pladerne 

Du har udtalt, at du ser vist slægteskab mellem dit 12 år gamle debutalbum og den nye plade. Hvordan hænger de sammen?

– Selvom jeg ikke selv har skrevet alle sangene på Goodnight City repræsenterer begge plader mig på et bestemt tidspunkt i mit liv. På den første plade møder vi en ung kvinde, der er tæt på de 30 – jeg var 28, da den udkom – og på den nye her, er der gået ti år, hvor flere af emnerne bliver genbesøgt med den erfaring, man har, når man har rundet de 40. Den nye plade føles på flere måder som en slags farvel til min ungdom. Og det kommer bogen nok også til at handle om. Det føles som en afslutning på den æra, jeg var midt i, da jeg skrev den første plade.

Dit liv har ændret sig en del, siden du skrev en sang som Far Away fra debutpladen. Hvordan er det at synge den i dag?

– Jeg nyder at synge den. For ligesom mange andre kunstnere går jeg rundt med en idé om, at jeg er yngre, end jeg er. Hvilket er latterligt. Men der er ting i sangen, jeg stadig kan genkende og forbinder mig selv med, og det får mig til at føle mig enormt fri. Med en sang som Far Away med linjerne ”I have no children, I have no husband”, som jo ikke passer længere, er det særligt tydeligt, for selvom det ikke forholder sig sådan, er den unge kvinde, der var i den situation, stadig en del af mig, og det kan være fedt at finde ind til hende igen ved at synge sangen. Mine sange har altid været meget personlige, men folk har også dem til sig på en meget personlig måde. Så selvom de handler om mig og mit liv, kommer de til at handle om andre mennesker, det øjeblik jeg begynder at synge dem – netop fordi de er så personlige. De er egentlig ret nostalgiske, og sådan tror jeg også, publikum har det med dem i dag.

Bæredygtigt musikerliv og hudløs ærlighed

Du har udtalt, at du ikke længere er så bekymret, som du var engang. Hvordan skete det?

– Det skete egentlig, fordi mange af de ting, jeg bekymrede mig om, allerede er sket. Du ved: ”Hvad hvis folk ikke kan lide min musik? Hvad hvis der ikke kommer nogle til mine koncerter? Fortjener jeg overhovedet et bifald?” Den slags ting. Jeg blev aldrig nogen helt vildt succesfuld musiker, og det gør egentlig ikke noget. Jeg har spillet musik de sidste 20 år, hvor jeg så også har udgivet plader, men jeg ved ikke, om det er bæredygtigt. Jeg er nødt til at gøre det for at forsørge min familie, og nu hvor jeg har to små børn, er jeg måske nødt til at se mig om efter andre måder at forsørge dem, hvor jeg også kan være mere hjemme hos dem, for det er der, jeg har allermest lyst til at være.

Hvilke andre muligheder har du overvejet?

– Jeg tænker hele tiden over det. Jeg kunne for eksempel skrive sange for andre, men allerhelst vil jeg gerne åbne et center for kunst og musik i Montreal, hvor jeg bor. Det har jeg talt med nogle venner om at gøre.

Hvornår er du mest lykkelig?

– Når jeg er på landevejen og har børnene med mig for at spille koncerter i Danmark, haha!

Hvad er din største frygt?

– Vil du have et ærligt svar, eller noget lettere?

Ærligt, helt klart.

– Lige nu er min største frygt, at… At jeg på en eller anden måde kommer til at såre mine børn gennem den meget ubehagelige skilsmisse, jeg gennemgår lige nu. Det er jeg meget bange for lige nu – konsekvenserne af en bitter skilsmisse.

Det kan jeg virkelig godt forstå. Tak for ærligheden. Lad os tage et lidt lettere spørgsmål som det næste: Hvilken nulevende person beundrer du mest?

– Min søn, Arcangelo. Han har haft det hårdt, fordi han blev født ti uger for tidligt, og han klarer sine udfordringer med enorm ynde og gåpåmod. Det er fantastisk at se.

Hvornår lyver du?

– Jævnligt, haha!

Hvilken levende person, har du mindst respekt for?

– Dén svarer jeg ikke ærligt på… Det kan jeg ikke sige, det vil være for skræmmende læsning for dine læsere.